Nye vinde blæste over Vestegnen, da Thomas Frank blev annonceret som ny cheftræner for Brøndby i sommeren 2013. Få uger forinden var overlevelsen sikret i Horsens på et sent mål af Lebogang Phiri, og investeringer fra blandt andet Aldo Petersen betød, at klubbens økonomi nu endegyldigt var fremtidssikret og konkurstruslen afværget.
Frank, der kom til fra et job som dansk U17-landstræner, skulle stå i spidsen for en ambitiøs genopbygning, hvor fokus var på unge spillere fra klubbens akademi. Riza Durmisi, Frederik Holst, Patrick Da Silva, Andrew Hjulsager og Phiri var stjernefrøene, og de fik snart selskab af Christian Nørgaard, der kom til fra Hamburger SV.
Den store satsning på det, der snart skulle blive til Brøndby Masterclass blev igangsat et halvt år efter. Satsningen skulle sætte stopper for talentflugten, man havde oplevet årene forinden, hvor Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Patrick Olsen og Nicolai Boilesen alle forlod Brøndby for udenlandske storklubber inden, de nåede førsteholdsalderen.
Tålmodigheden er stor
Årene op til Franks ansættelse havde været kaotiske med hyppige trænerafgange og økonomisk ustabilitet. Den nyvalgte bestyrelsesformand, Aldo Petersen, varslede derfor nye tider med ansættelsen af Frank.
”Det [trænerfyringerne red.] er slut nu, hvis de mennesker, som er med i denne proces, udvikler tingene, for udvikling er vores målsætning, og det er det, vi holder os for øje. Der kommer ikke ændringer, fordi vores strategi kommer i noget modvind,” fortalte han til Jyllands Posten. I samme omgang udstedte han en garanti for, at han aldrig ville fyre Thomas Frank så længe, arbejdet blev gjort ordentligt i hverdagen – uanset resultaterne.
Bestyrelsesformanden fortalte endda, at han troede så meget på den nylancerede talentsatsning på lang sigt, at han og Brøndby var villige til at æde en nedrykning på kort sigt.
Thomas Frank fik hurtigt brug for sin jobgaranti, da han fik en forfærdelig start på sin Brøndby-tid. Først i ottendespillerunde af Superligaen fik Brøndby den første sejr, og før det var vi endda blevet slået ud af DBU Pokalen af lokalrivalerne Hvidovre, der på daværende tidspunkt lå i 2. Division og var semi-professionelle.
Det var tydeligt, at talenterne på banen såvel som cheftrænerposten, ikke var klar til at bære ansvaret alene. I slutningen af sommerens transfervindue hentede sportsdirektør Per Rud derfor klublegenden Thomas Kahlenberg samt den tidligere VM-finalist, Khalid Bouhlarouz, til Vestegnen.
Tilføjelsen af de rutinerede kræfter hjalp voldsomt på resultaterne. De unge spillere fik nogle at læne sig opad og medspillere, der turde tage ansvar. Selvom spillet sjældent var hverken effektivt eller særligt underholdende, sikrede Brøndby sig, med Franks boldbesiddende 4-2-3-1-formation en fjerdeplads i den første sæson og dermed en retur til europæisk fodbold.
Tempoet skrues i vejret med Jan Bech
Halvvejs gennem Franks debutsæson købte Jan Bech Andersen aktiemajoriteten i klubben, og han blev valgt til ny bestyrelsesformand. Med ham fulgte større armbevægelser og ambitioner.
Væk var snakken om udvikling, processer, et af Thomas Franks yndlingsord, og tålmodighed og i stedet talte bestyrelsen om at vinde titler og lukke hullet op til fck.
Forud for 2014/2015-sæsonen, hvor Brøndby skulle fejre sit 50-års jubilæum, var forventningerne derfor endnu større. Nørgaard og de andre unge talenter havde nu et år ekstra under bæltet, og samtidig viste Jan Bech sine økonomiske muskler frem og åbnede tegnebogen.
Klublegenderne Daniel Agger og Johan Elmander vendte hjem efter store karrierer i udlandet. Førstnævnte blev Brøndbys dyreste køb nogensinde, da vi fik ham på en to-årig kontrakt fra Liverpool. Derudover fulgte store investeringer i Elbasan Rashani, Alexander Szymanowski, Frederik Semb Berge og Johan Larsson, imens Teemu Pukki og Holmbert Aron Fridjonsson blev lejet i Celtic.
Officielt hed målsætningen for sæsonen ”blot” at slutte i top tre, men internt i klubbens top var den dyre spillertrup lig med, at man nu for alvor skulle kæmpe med om mesterskabet igen.
På trods af en derbysejr tidligt i sæsonen blev det hurtigt tydeligt, at man kunne skyde en hvid pil efter den drøm. Brøndby blev sendt ud af Europa med samlet 5-0 af Club Brügge i Europa League-kvalifikationen, og i ligaen gik det ikke meget bedre.
Resultater såvel som præstationer var svingende, og Brøndby formåede blandt andet at spille tre kampe imod nyoprykkede og semi-profesionelle Hobro uden at vinde en eneste.
De mange gode boldspillere på holdet var gode til at holde bolden i egne rækker, men boldovertaget førte kun til meget få chancer. Selv imod de dårligste hold i ligaen var det svært at score. Når det endelig skete virkede det ofte som om, at det mere skyldtes spillernes høje individuelle kvaliteter end cheftrænerens strategi.
På sidelinjen virkede Frank ofte hjælpeløs og frustreret, imens spillerne på banen virkede uforberedte og i dårlig form. Spillerne satte sig først for alvor igennem, når vi kom bagud, og de virkede udmattede i slutningen af kampen, hvorefter kontrollen forsvandt. Franks indskiftninger var derudover uden effekt, og hans taktiske eksperimenter var sjældent vellykkede.
Selvom han var respekteret blandt fansene på Brøndby Stadion for sin ærlige kommunikation og moderne lederevner, begyndte der at komme sprækker i fundamentet. På fanfora som Blok4 og Sydsiden Online blev der stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt Frank havde, hvad der skulle til for at træne en storklub som Brøndby.
De spørgsmål blev kun stærkere i vinterpausen, hvor vi tabte 7-0 til tyske Hoffenheim i en træningskamp kort før sæsonstarten. Det kom senere frem, at Frank efter nederlaget spurgte Agger, hvordan han skulle håndtere det overfor spillerne, hvilket skadede hans anseelse blandt truppens ledere.
Efter Aggers anbefaling inddrog træneren til sidst spillernes kommende fridag, hvilket han ellers først var imod, og indførte ekstra løbetræning som straf for den elendige indsats.
I 2017, efter Agger var gået på pension, fortalte han Ekstra Bladet om tiden med Frank som træner.
”Som person kunne jeg rigtig godt lide Thomas Frank, men som træner var han ikke den, der tiltalte mig mest. Jeg er af den gamle skole, hvor et fodboldhold skal bygges op med disciplin og et hierarki, men sådan var det slet ikke, da jeg vendte hjem til Brøndby,” sagde Agger og tilsluttede sig dermed den kritik, der også røg imod Frank fra flere og flere Brøndby-fans.
Brøndby færdiggjorde endnu en sæson uden for alvor at komme op og ringe spillemæssigt. Franks tropper scorede blot 43 mål i 33 ligakampe og sluttede hele 16 point efter FC Midtjylland på førstepladsen.
Det blev dog til en tredjeplads og en plads i Europa League-kvalifikationen, og dermed opfyldte Frank på papiret igen klubbens officielle målsætning. Noget hans støtter, som der blev færre og færre af, hæftede sig ved og hyppigt påpegede.
2014/2015-sæsonen skulle dog blive Franks sidste fulde sæson som Brøndby-træner. Det følgende forår startede den famøse Oscar-gate, hvorefter han trak sig fra jobbet. Oscar-gate kan I læse mere om i anden del af historien om Thomas Franks tid i Brøndby her.
Hvad husker du bedst Thomas Frank for som Brøndby-træner? Del dine minder, gode som dårlige, i kommentarfeltet forneden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.