Omkring transfer-vinduer er der ofte spekulationer omkring tidligere Brøndby-spillere på kontrakt i udlandet. Det er da heller ikke så få, der tidligere har gjort comeback i den blå/gule trøje.
Her får du en oversigt over de spillere, som er vendt tilbage til Brøndby IF efter at have gjort karriere i udlandet. Vi gør status over comebacket – lykkedes spilleren med at komme hjem og løfte holdet, eller var han klart over the hill?
Der er kun medtaget spillere, som havde opnået et betydeligt antal kampe på førsteholdet, før de skiftede væk.
Michael Krohn-Dehli, Andreas Maxsø, Mike Jensen og Rezan Corlu med flere kvalificerer sig derfor ikke til en plads på denne comeback-liste. Peter Møller vendte også kort tilbage som lejesvend fra spanske Oviedo i år 2000.
Comeback-skalaen
Spillerne er bedømt ud fra de forventninger, man med rette kunne have før comebacket i Brøndby IF. En stor udlandskarriere giver således store forventninger – også selvom alderen er lettere fremskreden. Titler tæller op – mens vedvarende skadesproblemer tæller ned.
Lykkedes comeback-spilleren med at løfte holdet – eller endte han med at være i vejen for andre?
***** – Suverænt comeback til Vestegnen
**** – En rigtig god idé at vende hjem
*** – Godkendt med plads til forbedring
** – Man havde forventet en del mere
* – Ham skulle man vist ikke have hentet hjem
Kim Christofte *****
En boheme-type af rang. Kim Christofte blev kendt for sit særlige korte tilløb ved straffespark og en personlighed, man ikke ser flest af i fodboldverdenen.
Lokeren fra Belgien var den første udenlandske klub til at skrive kontrakt med Kim Christofte. Brøndby IF lokkede dog spilleren hjem for et enkelt år, hvor han havde andel i klubbens første mesterskab i 1985.
Så gik turen udenlands igen, hvor schweiziske FC Wettingen og Kim Christofte til sidst blev så uenige om kontrakten, at han igen tog hjem til Danmark – og denne gang spillede for OB.
Brøndby IF var dog ikke færdige med Kim Christofte, hvor han tog endnu en tørn og blandt andet var med til de succesfulde år under Morten Olsen.
Så fulgte EM i 1992 og det berømte straffespark, før udlandet atter kaldte i form af belgiske Lierse SK, inden karrieren lakkede mod enden i Ølstykke. En herre, der nåede vidt omkring i sin karriere.
Brian Chrøis ****
Den første fuldtidsprofessionelle fodboldspiller indenfor Danmarks grænser, såmænd. Brian Chrøis var en hårdtskydende midtbanespiller, som kom til Brøndby fra Avarta allerede i 1980.
Den første tid i den blå/gule trøje gik med at spille Brøndby helt op i den bedste række. Efter et par år på øverste danske hylde, og fine placeringer i ligaen, kaldte det sydlige Spanien i form af Granada CF.
Opholdet i Spanien bød på masser af varme – men knapt så stabil udbetaling af løn – så Per Bjerregaard hentede Chrøis hjem til Brøndby for en ganske kort bemærkning.
Derefter kaldte schweizisk fodbold og AC Bellinzona. Her faldt brikkerne bedre på plads, og det blev til to sæsoner med pæn succes i alpelandet. Brøndby hev dog i sommeren 1987 Chrøis hjem nok en gang.
Konkurrencen på holdet var på den tid meget skarp. Mesterskaber i både 1987 og 1988 samt pokaltitel i 1989 fulgte. Brian Chrøis forlod Brøndby ved udgangen af 1989, netop som Morten Olsen tiltrådte som tysk inspireret træner på Vestegnen.
Karrieren sluttede stille af i Helsingør IF. Brian Chrøis kan i øvrigt, som en af ganske få, prale med at have spillet på hold med både Finn, Michael og Brian Laudrup.

Claus Nielsen **
Angriberen fra Kalundborg slog i første omgang til i Brøndby IF gennem årene 1984-1988, hvor man udviklede sig til en magtfaktor i dansk fodbold. Det blev der naturligvis lagt mærke til i det store udland.
Årets spiller i Brøndby i 1985 tiltrak sig interesse fra græske Panathinaikos, som skrev kontrakt med den farlige angriber. Her fulgte en sæson med begrænset succes, hvorefter turen gik videre til FC Twente i Holland.
Her scorede Claus Nielsen gennem to sæsoner igen masser af mål men løb til sidst ind i en alvorlig knæskade, som satte sit præg på resten af karrieren.
Hjemkomsten til Brøndby IF fra 1991-1993 blev derfor en begrænset succes. Man savnede den træfsikre angriber, man havde haft så meget glæde af i 80’ernes storhedstid. Efter hele fem knæoperationer sagde Claus Nielsen stop som blot 29-årig.
Lars Olsen *****
Anføreren for EM-vinderne i 1992 spillede en vigtig rolle i Brøndbys første guldalder fra 1985-1991. Lars Olsen pakkede herefter støvlerne og tog først til tyrkiske Trabzonspor, hvor han spillede i en enkelt sæson.
Derefter blev det til tre et halvt år i schweizisk fodbold for først Seraing og dernæst FC Basel, inden Lars Olsen lige nappede en enkelt sæson mere som rutineret herre for Brøndby IF i 1996.
Her nåede forsvareren at løfte trofæet for både vundet danmarksmesterskab og pokalturnering, inden støvlerne blev lagt på hylden ved udgangen af året. Og så kaldte trænergerningen.
Brian Jensen **
Defensivspilleren skulle bruge et lejeophold i Helsingør, før han slog igennem i Brøndby IF. Siden gik det så godt, at Richard Møller Nielsen udtog ham til landsholdet, hvor han opnåede seks kampe.
Franske Stade Rennes slog til i 1994 og hentede Brian Jensen til klubben. Her fulgte nogle gode sæsoner og endnu en fransk klub på cv’et i form af AS Cannes, før Brian Jensen og familien mest følte for at vende tilbage til Danmark.
Brøndby IF stod klar til at byde spilleren velkommen hjem. Det blev til deltagelse i Champions Leagues gruppespil, inden en drilsk hælskade tvang Brian Jensen til at indstille karrieren i 1999 som 31-årig.
Frank Pingel *****
Ansat til at score mål – og det gjorde Frank Pingel i Brøndby gennem to perioder. Første gang fra 1989-1991, hvor 1860 München afslutningsvis så et lys i angriberen og hentede ham til Tyskland. Her står Pingel noteret for 20 kampe med seks mål til følge.
Så fulgte comebacket til Vestegnen fodboldflagskib, hvor Ebbe Skovdahl godt kunne bruge en målfarlig herre oppe foran. Det forløb fortrinligt med mål i cirka hver anden kamp. Derfor gik turen atter udenlands.
Tyrkiet kaldte – først i form af Bursaspor og siden Fenerbahce, inden karrieren lukkede ned i franske Lille.
En frontløber af internationalt snit.
John ‘Faxe’ Jensen *****
Comeback-kongen over dem alle. ‘Faxe’ vendte nemlig ikke kun tilbage som spiller én gang – men hele to. Og det med kæmpe succes.
I sommeren 1988 kaldte tyske Hamburger SV, og ‘Faxe’ adlød. Det blev til en lærerig periode i tysk fodbold, som kastede masser af erfaring af sig. Noget endegyldigt gennembrud blev det nu ikke til, og ‘Faxe’ vendte hjem til Morten Olsens fremadstormende Brøndby-mandskab i starten af 1990.
Her fulgte to succesfulde år, som kulminerede da ‘Faxe’ ramte den lige i røven i EM-finalen i 1992 og herefter skulle tørne ud for de engelske giganter fra Arsenal.
Fire sæsoner og ét mål blev facit i England, inden Brøndby IF atter trak ‘Faxe’ hjem. Nu hed træneren Ebbe Skovdahl, og det blev opholdet ikke mindre succesfuldt af.
Mesterskaber i ’96, ’97 og ’98 blev sat ind på kontoen, inden ‘Faxe’ sluttede karrieren som spillende træner i Herfølge Boldklub – og endnu et danmarksmesterskab i år 2000.
Bent ‘Turbo’ Christensen ****
Hyper målfarlige Bent ‘Turbo’ Christensen kom til Brøndby i 1987 og scorede kasser på samlebånd indtil Schalke 04 pungede ud for angriberen i 1991.
Mange fans husker tydeligt de mange mål i UEFA Cuppen, som helt sikkert har banet vej for skiftet til Bundesligaen.
Olympiakos i Grækenland, Compostela i Spanien og til sidst Gençlerbirliği i Tyrkiet blev de andre udenlandske klubber som ‘Turbo’ nåede at repræsentere, inden Brøndby hev angriberen hjem i starten af 1998.
Her kendte målræven stadig vejen til netmaskerne, selvom der naturligvis var blevet slidt godt og grundigt på bentøjet i udlandet.
Bent ‘Turbo’ Christensen skiftede væk fra Brøndby til barndomsklubben Brønshøj i sommeren 2000, hvorefter karrieren langsomt fadede ud. Turbo er nu assistent for Frederik Birk.
Mads Jørgensen ***
Mads Jørgensen havde en stor andel i mesterskabet anno 2002, da han sikrede en vital udligning i Parken mod FC København på et kritisk tidspunkt sidst på sæsonen.
Skydegale Mads Jørgensen skiftede til italienske Ancona i sommeren 2003. Et ophold, der langt fra blev nogen succes. Et eksempel herpå er, at Mads Jørgensen på et tidspunkt stod anført som målmand på klubbens hjemmeside. Man havde vist svært ved at holde styr på de mange nytilkomne spillere.
Så gik turen til norske Stabæk inden anden periode i Brøndby, som varede fra 2004-2008. Skaderne tog desværre til i omfang, hvilket gjorde, at Mads Jørgensen ikke var en profil som tidligere.
Mesterskabet i 2005 blev sikret med Mads Jørgensen som en væsentlig del af løjerne. Mads Jørgensen sluttede siden karrieren i barndomsklubben AGF på grund af vedvarende knæproblemer.
Peter Madsen *
Manden, der engang gik under navnet ‘Magic’, var en sprælsk angriber med mange tricks i støvlerne under sin første periode i Brøndby. Peter Madsen var med i truppen til VM i 2002 – dog uden at komme på banen i Japan og Sydkorea.
Herefter tog det fart med en udlandskarriere i tyske Wolfsburg, Bochum og 1. FC Köln inden et kort lejeophold i engelske Southampton.
Tom Køhlert var atter træner for Brøndbys førstehold, da Peter Madsen vendte hjem i sommeren 2007. Desværre var magien forduftet, og det blev ikke til mange mål i den anden Brøndby-periode, som tilmed sluttede noget æreløst med en udlejning til Lyngby Boldklub.
Så var der også en noget kedelig sag om nogle feriepenge, som gjorde en ende på kælenavnet ‘Magic’ hos fans af Brøndby IF.
Thomas Kahlenberg ***
Franske AJ Auxerre hev fat i den tekniske boldbegavelse efter mesterskabet i 2005, hvilket efterlod et stort hul i offensiven. Thomas Kahlenberg fik herefter en lang udlandskarriere, som også kastede ophold i tyske Wolfsburg og endnu et ophold i Frankrig – denne gang hos Evian – af sig.
Thomas Kahlenberg blev en af Thomas Franks bærende kræfter, da han vendte hjem i 2013. Herefter fulgte tre sæsoner med pæne præstationer. Kalle nåede desværre kun to kampe under Alexander Zorniger, da kroppen til sidst ikke ville lege med længere.
Når Kahlenberg ramte topniveauet var der klare paralleller at drage til en anden Brøndby-legende – selveste Michael Laudrup. Landsholdet havde også pæn glæde af 10’erens kvaliteter.
Stoppede karrieren i 2017.
Daniel Agger **
Daniel Agger vendte hjem til Vestegnen efter en lang årrække i Liverpool FC.
Opholdet blev desværre yderst præget af skader. Daniel Agger var del af et comeback-trekløver med Thomas Kahlenberg og Johan Elmander, som aldrig levede op til de store forventninger.
Thomas Frank var træneren i starten af Daniel Aggers comeback, og det var måske ikke det bedste match. Forsvarsprofilen udtalte i hvert fald sidenhen, at de to ikke altid var lige enige om, hvordan tingene burde foregå i en klub som Brøndby IF.
Agger nåede knap to comeback-sæsoner i Brøndby, inden han stoppede karrieren i sommeren 2016. Den fortjente status som blå/gul legende kan man dog ikke tage fra Daniel Agger. Kroppen ville bare ikke mere til sidst.
Johan Elmander *
Den svenske angriber tog alle med storm i løbet af sine første to sæsoner i gult og blåt. Siden fulgte en lang karriere væk fra Danmark i Toulouse, Bolton, Galatasaray og Norwich, inden Elmander atter trak i Brøndby-trøjen i 2014.
Der var måske ikke så meget at sige til, at Johan Elmander var blevet slidt efter alle strabadserne på øverste europæiske niveau. Det var desværre tydeligt, at svenskeren var et pænt stykke over the hill – faktisk en skygge af den unge angriber, der var stærkt medvirkende til The Double-triumfen i 2005.
Johan Elmander sluttede af i svenske Örgryte efter at have gjort comeback på Vestegnen fra 2014-2016.
Johan Larsson *
Den hårdtskydende højre back var vel Brøndbys vigtigste spiller i perioder. Spillet blev ofte lagt an på, at Johan Larsson skulle modtage bolden, når han kom susende frem fra forsvaret.
Passede perfekt ind i Alexander Zornigers aggressive spillestil og blev helt naturligt valgt som anfører gennem en lang periode.
Efter det kiksede mesterskab i 2018 spillede Johan Larsson året ud i Brøndby, inden ønsket om et skifte væk fra Danmark blev indfriet, da franske Guingamp skrev kontrakt med power-backen.
Det skifte skulle Johan Larsson nok have holdt sig langt væk fra. Han nåede aldrig at blive en fast del af holdet og skiftede tilbage til Brøndby på en lejeaftale sidst på sommeren i 2019.
Hvorend man gerne havde set, at comebacket blev en succes, lykkedes det ikke at få den tidligere profil i fulde omdrejninger igen. Brøndby IF valgte derfor ikke at skrive permanent kontrakt med Johan Larsson, som herefter vendte hjem til Sverige og Elfsborg.
Daniel Wass ***
Daniel Wass slog tidligt igennem i Brøndby IF som en meget energisk back. Herefter kaldte det store udland, hvor han havde en stor karriere.
Wass fandt efterhånden sin rette plads på midtbanen for både franske Evian – samt Celta Vigo og Valencia i Spanien. Atlético Madrid blev en underlig parentes, da Daniel Wass vendte hjem til Vestegnen efter blot én kamp under Diego Simeone.
Forventningerne var helt naturligt store til Daniel Wass, som også var en del af det danske landshold gennem en årrække – måske lidt for store. Vi må nok sige, at ‘gamle’ Daniel Wass i Brøndby IF har skuffet en anelse.
Titlerne og den helt bærende rolle på holdet mangler. Comebacket til Daniel Wass kommer dermed til at stå i skyggen af det missede mesterskab i maj 2024. Det kan også undre, at rutinerede Wass blev forbigået, da Jesper Sørensen i sin tid skiftede anfører.
Men nu skal det hele heller ikke lyde alt for trist. Daniel Wass har skrevet kontrakt med Brøndby for endnu et år. Det kan dermed stadig ende med løft af et trofæ sidst i sæson 2025/26, hvilket ville være en flot afslutning på karrieren.
Her slutter den foreløbige liste over comeback-spillerne i Brøndby IF. En liste, der nok skal blive udvidet med flere navne i fremtiden.
Hvem ser ikke gerne Jesper Lindstrøm, Christian Nørgaard eller Morten Frendrup tilbage i gult og blåt? Forhåbentlig stadig med en masse godt at tilbyde.
Er du enig i karaktererne? Del gerne dine bud på karakterne i kommentarfeltet forneden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Nørde Brøndby er alt, han vil.
Meget kritisk iagttager og fan af Brøndby IF ud fra ordsproget om, at den man tugter, elsker man.
Har forstået, at fodbold handler om meget andet end at vinde titler. Grunden skal findes i Brøndbys magre årtusinde hvad angår trofæer.
Mener altid at have ret - men tager sommetider fejl. Indrømmer kun fejl nødtvungent.