Pilen peger kun på Thomas og staben. Elmander var Thomas og Pers beslutning - ingen andre. Der er ikke leveret - længere er den ikke, og det får konsekvenser. - Jan Bech Andersen (På SSO)

Karakterer: Bedømmelse af alle Brøndbys spillere for 23/24-sæsonen

Sæsonen 2023/2024 er forbi, og vi giver karakterer til samtlige af spillerne i Brøndbys trup.

Brøndby IF holdbillede fra 2023/2024-sæsonen

Katastrofen imod AGF er nu kommet lidt på afstand, og det er derfor tid til at se tilbage på den forgangne sæson. En sæson, hvor Brøndby igen spillede med i toppen af dansk fodbold, og ligeledes fik det højeste antal point siden andenpladsen i 2017/2018-sæsonen.

I denne gennemgang giver vi karakter til samtlige spillere i førsteholdstruppen. Karakterne gives på baggrund af deres præstationer og bidrag til holdet set over hele sæsonen. Karakterne gives ud fra den almindelige 12-trins skala.

Du kan se alle karakterne herunder og læse vores begrundelser for alle karaktererne under tabellen.

SpillerKarakter
Patrick Pentz12
Thomas Mikkelsen10
Jonathan Ægidius02
Sebastian Sebulonsen4
Henrik Heggheim02
Jacob Rasmussen12
Rasmus Lauritsen04
Kevin Mensah02
Kevin Tshiembe02
Marko Divkovic7
Jordi Vanlerberghe7
Sean Klaiber10
Frederik Alves Ibsen7
Clement Bischoff4
Nicolai Vallys12
Mathias Greve4
Daniel Wass 12
Bertram Kvist00
Mateusz Kowalczyk00
Josip Radosevic4
Christian Cappis02
Noah Nartey7
Ohi Omoijuanfo4
Filip Bundgaard02
Yuito Suzuki10
Mathias Kvistgaarden10
Oscar Schwartau00
Emmanuel Yeboah-3

Målmænd:

Patrick Pentz

Kampe: 27
Minutter: 2.430
Rene bure: 10
Karakter: 12

Pentz kom sent til i sommerens transfervindue, men han gjorde en forskel fra starten af. Allerede i sin debut var han kampafgørende, da han reddede et straffespark i slutminutterne imod Vejle og sikrede tre point. Siden fulgte flere fremragende kampe, og han spillede sig undervejs tilbage på det østrigske landshold. Man kunne ikke have bedt den sympatiske østriger om mere.

Thomas Mikkelsen

Kampe: 5
Minutter: 450
Rene bure: 2
Karakter: 10

Den snart 41-årige Thomas Mikkelsen startede sæsonens første fem kampe i målet før, at Pentz blev hentet til klubben. Her blev det til to clean sheets, blandt andet på udebane imod FC Midtjylland. Han udfyldte sin rolle som reservemålmand i fremragende stil, og han havde ingen problemer med at træde til, når der var brug for ham. Faktisk gjorde han det så godt, at han fik forlænget sin kontrakt, der nu løber endnu en sæson.

Jonathan Ægidius

Kampe: 0
Minutter: 0
Rene bure: 0
Karakter: 02

Unge Ægidius var en dark horse til at tage over efter Mads Hermansen i sommers. Han formåede dog ikke at slå Mikkelsen af hold og endte som reservemålmand i starten af sæsonen. Heller ikke senere på sæsonen kunne han slå Mikkelsen væk fra rollen som andenmålmand, hvilket man ellers kunne have håbet.

Forsvarsspillere:

Sebastian Sebulonsen

Kampe: 14
Minutter: 523
Mål/oplæg: 1/0
Karakter: 4

Sebulonsen sluttede sæsonen rigtig godt af med gode præstationer i mesterskabsspillet og et mål imod AGF. Set over hele sæsonen var han dog en skuffelse. Han startede sæsonen svagt og fik kun tre kampe i efteråret, hvor han var tredjevalg på positionen.

Henrik Heggheim

Kampe: 13
Minutter: 859
Mål/oplæg: 0/0
Karakter: 02

Nordmanden startede inde 12 gange i efteråret og en enkelt i foråret, hvorefter han pådrog sig en sæsonafsluttende skade. Håbet før sæsonen var, at han kunne tage et skridt frem i denne sæson, men på trods af den pæne spilletid så Heggheim aldrig komfortabel ud, og usikkerhed og fejl fulgte som regel i kølvandet på ham.  

Det så man blandt andet i forårspremieren imod FC Midtjylland, hvor han begik et håbløst straffespark og trak et rødt kort i samme aktion.

Jacob Rasmussen

Kampe: 29
Minutter: 2.610
Mål/oplæg: 1/2
Karakter: 12

Rasmussen var noget så sjældent som et tidligt sommerkøb af Carsten V. Jensen. Han etablerede sig på rekordtid som styrmanden i forsvaret, og hans gode teknik og overblik gjorde ham perfekt som den første opspilsstation efter Pentz. Han spillede en afgørende rolle i begge ender af banen, og hans oplæg til Sean Klaibers sejrsmål imod fck i Parken var ikonisk.

Rasmussens stærke præstationer sikrede ham endda en landsholdsudtagelse for første gang i karrieren.

Rasmus Lauritsen

Kampe: 19
Minutter: 1.453
Mål/oplæg: 1/0
Karakter: 4

Han skulle have været en profil på holdet, men sådan er det ikke gået. Lauritsen startede inde 16 gange i denne sæson, og han sluttede foråret af som fast mand. Undervejs havde han flere fine præstationer, men han var også manden bag en række grimme fejl – blandt andet selvmålet imod AGF i 32. spillerunde.

Lauritsen var et dyrt indkøb, men han har ikke formået at bide sig fast på holdet. Derfor bliver det til en karakter under middel.

Kevin Mensah

Kampe: 18
Minutter: 776
Mål/oplæg: 0/1
Karakter: 02

Officielt er Kevin Mensah stadig anfører, men han startede blot inde syv gange. Kun en af disse var i foråret, og han formåede aldrig for alvor at sætte sit præg på kampene. Han har en positiv indflydelse på truppen som leder udenfor banen, men tiden lader til at være løbet fra ham. Han blev overhalet af Sebulonsen i kampen om spilletid på højre backen i slutningen af sæsonen. Han agerede dog en værdifuld breddespiller med sin evne til at dække begge backer.

Kevin Tshiembe

Kampe: 16
Minutter: 1.006
Mål/oplæg: 0/1
Karakter: 02

Ligesom med Heggheim kan man aldrig vide sig helt sikker, når Tshiembe er på banen. Jesper Sørensen stolede på ham, når modstandernes hurtige angribere skulle lukkes ned. Han spillede for eksempel fine kampe imod Nordsjælland og Midtjylland i mesterskabsspillet.

Desværre lavede Tshiembe også en række grimme fejl, og han røg derfor også ind og ud af holdet. I alt blev det til to røde kort i denne sæson.

Marko Divkovic

Kampe: 28
Minutter: 2.176
Mål/oplæg: 2/5
Karakter: 7

Kroaten startede efteråret i flyvende form, hvor han var en af vores helt store overraskelser. I løbet af foråret dalede han dog i niveau, og i mesterskabsspillet viste han ikke særlig meget. Han sluttede dog sin første fulde sæson som venstreback med fem oplæg og en masse gode aktioner.

Det havde formentlig gavnet ham, hvis Brøndby havde haft en bedre reserve på venstrebacken, så Divkovic kunne få en pause i ny og næ. I slutningen af sæsonen spillede han igennem skader, og han så også flere gange træt ud.

Jordi Vanlerberghe

Kampe: 12
Minutter: 1.007
Mål/oplæg: 1/0
Karakter: 7

Belgieren kom til i januar og gik ind i startopstillingen med det samme. Han fik sin opstart forpurret af en skade, men da han blev klar, var Vanlerberghe et sikkert valg i startopstillingen. Hans spillestil og evner passer perfekt ind i Jesper Sørensens stil, og han blev hurtig populær på tribunen. Han faldt desværre en smule i niveau hen imod sæsonens afslutning.

Sean Klaiber

Kampe: 23
Minutter: 1.872
Mål/oplæg: 4/1
Karakter: 10

Klaiber kom til i slutningen af august, og han satte sig med det samme tungt på højre backen. Han var vigtig i begge ender af banen, og han har også etableret sig som en vigtig spiller i omklædningsrummet som humørspreder og rutineret leder.

Han skrev sig for altid ind i Brøndbys historiebøger med sejrsmålet imod fck. Kun manglende kampe på grund af det det sene skifte holder ham fra topkarakter.

Frederik Alves Ibsen

Kampe: 16
Minutter: 1.429
Mål/oplæg: 1/0
Karakter: 7

Efter en svær start på karrieren på Vestegnen slog Alves endelig igennem i denne sæson. Han spillede et stort efterår, hvor han erobrede pladsen som den midterste stopper i tremands-forsvaret. Denne position sad han sikkert på indtil, at han blev skadet og missede hele foråret.

Clement Bischoff

Kampe: 4
Minutter: 41
Mål/oplæg: 0/0
Karakter: 4

Det unge talent fik 41 minutters fodbold i Superligaen. Han kom ind i fire kampe og viste et par prøver på sit talent og fine teknik. Han formåede endda at overhale Kevin Mensah i kampen om spilletid på venstrebacken. Det var dog en skam, at han ikke formåede at presse Divkovic lidt mere – især i de perioder, hvor kroaten virkede slidt af det hårde kampprogram.

Midtbanespillere:

Nicolai Vallys

Kampe: 31
Minutter: 2.704
Mål/oplæg: 13/8
Karakter: 12

Han vandt prisen som Årets spiller i Superligaen, og han var fuldstændig fantastisk i efteråret. Det blev endda til landsholdsdebut og en plads på Wall of Honour. I alt tegnede Vallys sig for 13 scoringer og otte assists i Superligaen.

Han faldt en smule i niveau i foråret, hvor modstanderne havde ekstra fokus på ham, men han kom stærkt igen i slutningen af mesterskabsspillet med vigtige mål og oplæg. Gennem hele sæsonen var han et omdrejningspunkt på midtbanen.

Mathias Greve

Kampe: 24
Minutter: 1.349
Mål/oplæg: 1/2
Karakter: 4

Greve udfyldte rollen som breddespiller på midtbanen fint, og han blev flere gange valgt til at aflaste Daniel Wass. Derudover blev han ofte sat ind, når Brøndby skulle kontrollere kampene.

I sidste ende er det dog skuffende, at det kun blev til 1.349 Superliga-minutter og 17-starter. I 13 af disse blev Greve endda skiftet ud.

Han var en solid breddespiller, men en 29-årig spiller bør have en større indflydelse på banen.

Daniel Wass

Kampe: 31
Minutter: 2.548
Mål/oplæg: 3/6
Karakter: 12

31 Superliga-kampe og 31 starter blev det til for Wass. Han var playmakeren på midtbanen, hvor han sluttede med syvendeflest gennemførte afleveringer i hele Superligaen. Hans 11 gennembrudsafleveringer var tredje flest i ligaen, og han havde 9. flest oplæg til mål og flest 2. oplæg i hele ligaen.

Selvom alderen trykker for 35-årige Wass, var det umuligt at sætte en finger på hans præstationer. Han formåede at blive endnu bedre og vigtigere end, han var i sidste sæson. Det gavnede ham også, at han i denne sæson ikke spildte tid på at spille højre back.

Bertram Kvist

Kampe: 0
Minutter: 0
Mål/oplæg: 0/0
Karakter: 00

Hvis man havde håbet, at Kvist kunne bryde igennem i denne sæson, blev man slemt skuffet. Den unge midtbanespiller formåede end ikke at komme med i kamptruppen, og han dumpede undervejs en prøvetræning i Hillerød.

Mateusz Kowalczyk

Kampe: 1
Minutter: 1
Mål/oplæg: 0/0
Karakter: 00

Den unge polak har fået meget ros for sin arbejdsindsats og mentalitet, men det var ikke noget vi Brøndby-fans fik at se på banen. Han var med i kamptruppen 11 gange, dog kun en enkelt gang i foråret, men han kom kun ind én gang.

Han har dog efter sigende trænet godt og udnyttet træningerne til at vænne sig til det højere tempo i Superligaen.

Josip Radosevic

Kampe: 31
Minutter: 1.620
Mål/oplæg: 2/1
Karakter: 4

’Rado’ har mistet sin faste plads på holdet, men han formåede stadig at spille 31 kampe i denne sæson. 16 gange måtte han dog nøjes med at komme ind fra bænken af, og det blev derfor også kun til 1.621 minutter. Det er hans laveste total siden, at han kom til Vestegnen i 2018.

Kroaten fik dog spillet sig ind på holdet i sæsonens afslutning og sluttede af med flere fine præstationer.

Christian Cappis

Kampe: 2
Minutter: 7
Mål/oplæg: 0/0
Karakter: 02

Den populære amerikaner var udlejet til Molde i efteråret. Dette skifte var dog en stor fiasko, hvor Cappis kun formåede at få 20 minutters ligafodbold og to kampe. Han sad derudover ude med en skade igennem det meste af foråret men fik en håndfuld minutter imod Silkeborg og Midtjylland i mesterskabsspillet. At han lige præcis nåede at bidrage i slutningen af sæsonen får ham op på en bestået karakter.

Noah Nartey

Kampe: 9
Minutter: 194
Mål/oplæg: 0/1
Karakter: 7

Nartey tog nogle rigtig gode skridt i denne sæson. Han havde en stærk træningslejr i januar, og han formåede at starte inde to kampe i foråret. I alt blev det til ni kampe, hvor han beviste, at han sagtens kan være med. Han viste flere gange prøver på sit talent og kan være meget tilfreds med debutsæsonen.

Angribere:

Ohi Omoijuanfo

Kampe: 31
Minutter: 2.125
Mål/oplæg: 10/1
Karakter: 4

Ti mål og en rolle som viceanfører og leder er ikke dårligt. Alligevel er det svært ikke at være skuffet over Ohis sæson. Selvom han faktisk outperformede sit forventede antal mål med ti scoringer på 9,4 xG, kostede hans afbrændere ofte dyrt. Derudover havde han svært ved at komme med i spillet, og i perioder betød det, at han flakkede rundt ude på kanten i stedet for at være i feltet.

I slutningen af sæsonen tabte han endda sin startplads til Filip Bundgaard. Det taler dog til Ohis fordel, at han aldrig klagede over manglende spilletid og, at han altid lod til at give sig fuldt ud, når han var på banen.

Filip Bundgaard

Kampe: 15
Minutter: 414
Mål/oplæg: 1/1
Karakter: 02

Han blev købt ind som udviklingsspiller i januar, og han var næppe tiltænkt en plads i startopstillingen til at starte med. Alligevel er det dog svært ikke at være skuffet over Bundgaards manglende indflydelse på banen. En spiller, der bliver købt for omkring 20 millioner spiller skal, uanset hvor ung han er, bidrage med mere end det ene mål, Bundgaard scorede. Man kan derudover ærgre sig over hans afbrænder imod AGF, der potentielt kunne have sikret guldet.

Yuito Suzuki

Kampe: 26
Minutter: 1.521
Mål/oplæg: 9/7
Karakter: 10

Suzuki var sæsonens helt store overraskelse. Han startede langsomt ud, og mange fans stillede spørgsmålstegn ved indkøbet. Trænerstaben var dog aldrig i tvivl, og selv i efteråret viste han sit talent i glimt. Han scorede blandt andet et flot mål imod Hvidovre.

Hans præstationer i foråret talte for sig selv. Han kan ende som en af de helt store succeshistorier i klubbens moderne tid.

Det afholder ham dog fra topkarakter, at han stort set var ikke-eksisterende i efteråret.

Mathias Kvistgaarden

Kampe: 24
Minutter: 1.558
Mål/oplæg: 8/5
Karakter: 10

Han lignede en mand, der var på vej imod sit store gennembrud indtil, at han pådrog sig en slem skade i foråret. Otte mål, fem oplæg og seks store chancer skabt er dog en rigtig fin høst i 24 kampe. Det var tydeligt, hvor meget Brøndby savnede ham, da han ikke var kampklar.

Var han ikke blevet skadet, havde han endt på et to-cifret antal mål og kunne måske have blandet sig i kampen om topscorertitlen.

Oscar Schwartau

Kampe: 14
Minutter: 180
Mål/oplæg: 0/0
Karakter: 00

Sølle 180 minutters Superliga-fodbold blev det til for unge Schwartau. Han blev skiftet ind 14 gange, men han fik aldrig mere end 28 minutters fodbold i en kamp. Han fik mere opmærksomhed for sin utilfredshed med klubbens behandling af ham og den manglende spilletid end for sine præstationer. Det er aldrig et godt tegn.

I sidste ende skal man gøre sig fortjent til spilletid i en stor klub som Brøndby, og lige nu er niveauforskellen mellem Schwartau og så Suzuki, Bundgaard og Kvistgaarden enorm.

Emmanuel Yeboah

Kampe: 1
Minutter: 4
Mål/assists: 0/0
Karakter: -3

Yeboah er den ottende dyreste Brøndby transfer i historien, men han fik en historisk dårlig start på sit ophold i Brøndby. Det blev blot til én kamp i Superligaen. Sølle fire minutter formåede han at gøre sig fortjent til, og han var kun med på bænken ni gange.

Alt i alt en katastrofal sæson for 21-årige Yeboah, der kun bliver værre af de tilbagevendende rygter om integrationsproblemer og svag arbejdsindsats på træningsbanen.

Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
1 Comment
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments
Lasse Pedersen
Lasse Pedersen
7 months ago

Tak for en god gennemgang. På nær 2 spillere syntes jeg du rammer helt plet.
Den ene jeg er uenig i er Alves som jeg syntes skal have et stort 10-tal. Kæmpe dominerende og det er ikke hans skyld han bliver skadet.

Den anden er Bundgaard som jeg syntes skal have et 4-tal. Uanset prisen så vil der være en indkøringsfase for så ung en spiller, og jeg syntes at han viste noget af det vi købte ham for i de sidste par kampe (AGF undtaget). Han skal nok blive god.

Når det er sagt så vil jeg gerne lige pointere igen, at jeg er meget enig i de andre bedømmelser.