Det er jo lige før, at vi er overtal på udebane, selv om vi ligger næstsidst, og det siger jo alt - Tom Køhlert (Sagt efter Brøndbys udesejr i Viborg, den første i et år.)

Historisk dårlig start for Yeboah: Kan han bryde mønsteret?

Yeboah har endnu ikke fået sin Superliga-debut på trods af sin høje købspris. Vi ser nærmere på ghaneserens muligheder for et gennembrud på Vestegnen.

Brøndby-spilleren Emmanuel Yeboah

På trods af gode resultater på banen har Brøndbys angribere haft det svært i denne sæson, hvor både Ohi Omoijuanfo og Mathias Kvistgaarden har underpræsteret på expected goals. De to angriberes manglende kynisme foran målet har givet cheftræner Jesper Sørensen hovedbrud og tvunget ham til at forsøge forskellige konstellationer i angrebet på det seneste. 

En spiller, der ikke har fået chancen på trods af de åbenlyse scoringsproblemer er 20-årige Emmanuel Yeboah. Den ghanesiske angriber, der kom til klubben i sommers, har blot fået 13 minutters spilletid i pokalturneringen i denne sæson. Sølle tre gange har han fundet vej til kamptruppen ved en Superliga-kamp, og det er endnu ikke blevet til ligadebut.

Yeboah har ikke været med i kamptruppen til en Superliga-kamp siden udesejren over Hvidovre den 1. oktober. Siden dengang er Yuito Suzuki flere gange startet inde i angrebet, imens 17-årige Clement Bischoff på det seneste også har overhalet Yeboah i kampen om en plads på bænken. 

Så længe ventede Brøndbys dyreste indkøb på Superliga-debut:
  • Daniel Agger (2014/2015), debut i 3. mulige kamp
  • Jacob Rasmussen (23/24), 3. kamp
  • Nicolai Vallys (22/23), 1. kamp
  • Rasmus Lauritsen (22/23), 7. kamp
  • Håkon Evjen (22/23), 1. kamp
  • Alexander Szymanowski (14/15), 1. kamp
  • Emmanuel Yeboah (23/24), 11 kampe uden debut*
  • Daniel Wass (22/23), 1. kamp
  • Magnus Svensson (99/00), 1. kamp
  • Hany Mukhtar (17/18), 1. kamp
  • Samuel Holmén (07/08), 1. kamp
  • Lasse Vigen (17/18), 1. kamp
  • Henrik Heggheim (21/22), 7. kamp
  • Jens Martin Gammelby (18/19), 3. kamp
  • Ohi Omoijuanfo (22/23), 1. kamp

Gennemsnit: debut i den 2,29. kamp

*Yeboah er ikke med i truppen til dagens kamp imod Lyngby. Dermed bliver det 12 kampe, når den er færdigspillet.

Kilder: Transfermarkt.com & Brondbystats.dk

Hvad er gået galt for Yeboah?

Forventningerne var store, da Brøndby præsenterede Yeboah i sommers. Han blev hentet for 11 millioner kroner i den rumænske storklub Cluj og udstyret med en fire-årig kontrakt. Det var et klart og tydeligt signal om, at man regnede med ham. 

Ifølge Transfermarkt rangerer Yeboah da også som Brøndbys syvende dyreste spiller nogensinde. Han er dyrere end profiler som blandt andet Daniel Wass, Hany Mukhtar og Ohi Omoijuanfo. Meldingen fra den sportslige ledelse var også, at man regnede med, at Yeboah skulle spille en rolle med det samme. 

“Med tilgangen af Yeboah går vi ind og styrker konkurrencen blandt vores forreste positioner fra dag et,” udtalte sporsdirektør Carsten V. Jensen ved præsentationen.

Bagklogskabens klare lys viser dog, at sportsdirektøren overvurderede Yeboahs førsteholdsparathed. På trods af imponerende fysiske egenskaber blev Yeboah nemlig beskrevet som en ”rå spiller med manglende angriberinstinkt og et seriøst behov for at øge sin tekniske stabilitet” til Vilfortpark.dk af dataanalytiker og talentspejder Scott Geelan.

Lidt over en måned efter Yeboah blev præsenteret, justerede Jesper Sørensen da også forventningerne. På et sæsonkortmøde i september var meldingen fra cheftræneren, at Yeboah havde brug for tid til at lære dansk fodbold at kende. Her indrømmede han ligeledes, at “det godt kunne komme til at tage lidt tid”.

Det kan meget vel være de mangler, der holder Yeboah ude af kamptruppen. Uanset hvad lader det til, at den hårde start på livet i Danmark påvirker ghaneseren.

Ifølge VilfortPark.dk’s oplysninger er den hårde kamp om spilletid noget, der er kommet bag på Yeboah. Han kom til Danmark med forventningen om at spille og gøre en forskel fra starten af. Rollen som reserve og udviklingsspiller passer derfor dårligt med hans selvforståelse.

Af samme årsag har hans selvtillid efter sigende taget et slag, og hans indsats på træningsbanen er blevet kritiseret internt i klubben. Derudover døjer han med at indgå i træningen på lige niveau med holdkammeraterne og forstå øvelserne, og han er altså ikke umiddelbart i en position, hvor han spiller sig tættere på holdet.

Hvad byder fremtiden på?

At Yeboah ikke har været i nærheden af spilletid er en overraskelse. Han kom til Brøndby med et solidt CV, der bød på ungdomslandskampe for Ghana og 34 rumænske ligakampe for storklubben CFR Cluj. Alligevel er det dog på nuværende tidspunkt svært at være optimistisk på ghaneserens vegne.

Hvis han formår at slå igennem efter efterårets modgang, vil han være en unik mønsterbryder for Brøndby. Blandt klubbens 100 dyreste indkøb gennem tiden er der nemlig blot tre spillere, der har måtte vente længere tid på deres Superliga-debut end Yeboah.

Den ene var reservemålmand Benjamin Bellot, der tålmodigt ventede bag først Frederik Rønnow og Marvin Schwäbe. De andre to, Gustaf Nilsson og Rasmus Wikström, døjede med slemme skader i starten af deres Brøndby-tid, og var derfor slet ikke tilgængelige for førsteholdet. Ingen af de tre spillere blev nogen succes, og til sammen nåede de blot 13 Superliga-kampe med nul mål og et enkelt rødt kort til følge.

Medmindre noget meget uventet sker inden vinterpausen, virker det utænkeligt, at Yeboah når at debuterer dette efterår. Der resterer blot to Superliga-kampe i 2023 efter dagens opgør imod Lyngby, og Brøndby har umiddelbart ingen offensive skader eller karantæner.

Dermed tyder alt på, at Yeboah går ind til en utrolig vigtig vinterpause. Han får en, formentlig, sidste mulighed for at imponere trænerstaben i starten af januar. Det mest sandsynlige scenarie er dog, at han som minimum bliver sendt videre på leje for at høste selvtillid og spilletid udenfor Vestegnen.


Hvad synes du om købet af Emmanuel Yeboah? Del din holdning i kommentarsporet forneden.


Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og InstagramPå den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Vilfort Park logo
Website | + posts

VilfortPark.dk er en hjemmeside om Brøndby IF. Vi publicerer kritisk indhold om klubben, giver vores medfans en mulighed for at få deres holdninger hørt og fortæller om klubbens historie.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments