Da Niels Frederiksen i mandags blev fyret som cheftræner i Brøndby, markerede det enden på en nærmest uhørt stabil periode på cheftrænerposten i klubbens nyere historie. En periode, der endda bragte det danske mesterskab hjem til Vestegnen og medførte store salg af egenudviklede talenter for første gang i årevis. Det var dog også en periode med store skuffelser i både Superligaen og Europa samt et hav af ufatteligt ringe fodboldkampe.
Så hvor står Brøndby efter 3,5 år med Niels Frederiksen ved roret, og hvor godt gjorde den sympatiske bankmand det egentlig som cheftræner for Brøndbyernes Idrætsforening?
Skarpe angriber skjulte svaghederne
Det er nemt at få de rosenrøde briller på, når man skal sige farvel til en ekskæreste. Pludselig står alle de gode stunder så klart, og man kommer i tvivl om beslutningen. Dette sker også med fodboldtrænere – især de sympatiske som Niels Frederiksen. Heldigvis har vi data at forholde os til, når vi skal evaluere hans arbejde i Brøndby, hvilket fortæller nogle ubehagelige sandheder.
Han overtog et skrantende mandskab, der skulle genopbygges efter den massive skuffelse med det missede mesterskab under Alexander Zorniger. Samtidig var det en periode, hvor lønbudgettet skulle sænkes imens, at fansene stadig havde høje forventninger til holdet. Det var på ingen måder en let opgave.
En ofte overset del af fortællingen om Niels Frederiksen er dog, at han overtog et relativt stærkt hold. Med undtagelse af Benedikt Röcker havde han stadig kernen fra Zornigers succesfulde mandskab til rådighed, da han startede.
Flere Brøndby-fans vil påpege, at Hany Mukhtar, Kamil Wilczek og Dominik Kaiser blev solgt halvvejs igennem sæsonen, hvilket er sandt. Det hører dog med til historien, at Brøndby ved vinterpausen blot lå nummer seks i Superligaen, 18 point efter FC Midtjylland, hvilket gjorde det lettere for Carsten V. Jensen at sælge ud af de aldrende profiler med kort tid tilbage af deres kontrakter. Havde Brøndby spillet med fremme, var det næppe sket i ligeså dramatisk grad.
I Frederiksens første sæson havde Brøndby store problemer med både at skabe chancer og score mål. 1,56 mål blev det til per kamp, hvilket var markant højere end det forventede antal mål (xG) på sølle 1,31. At Brøndby præsterede så meget bedre skyldes i høj grad Kamil Wilczek, der i sin sidste halvsæson som Brøndby-spiller scorede 17 mål i 18 Superliga-kampe, imens Mikael Uhre med fem forårsmål tog fint over efter polakken.
I den legendariske mesterskabssæson, 2020/2021, blev det endnu bedre med 1,81 scorede mål på en marginalt bedre xG på 1,44 per kamp. Igen blev Niels Frederiksen hjulpet af en utrolig skarphed foran mål. Mikael Uhre scorede 19 mål på 17,9 xG, og Jesper Lindstrøm fik sit store gennembrud med hele ti mål på blot 4,4 xG. Ingen spillere overpræsterede i forhold til deres forventede antal mål mere end Lindstrøm, imens Uhre også lå i toppen på dette parameter.
Efter det mindeværdige mesterskab fulgte den forventede nedtur. Uden angribere i topklasse, og med en væsentlig svagere trup end året forinden, fungerede spillet ikke længere, og præstationerne i begge ender af banen faldt. Der blev skabt færre chancer, konverteret dårligere og lukket flere mål ind. En trend der er fortsat i dette efterår.
Set over Niels Frederiksens 3,5 år i spidsen for Brøndby har vi altid haft svært ved at skabe chancer. Sammenlignet med resten af Superliga-holdene er Brøndby aldrig sluttet med mere end den femtehøjeste xG i ligaen. Det skete i mesterskabssæsonen.
At Brøndby var katastrofalt ringe til at skabe chancer, blev dog skjult af, at vi med Uhre, Wilczek og Lindstrøm på holdet var uhørt gode til at konvertere chancerne til mål. I 2019/20-sæsonen og 2020/21-sæsonen sluttede Brøndby begge år med ligaens højeste scoringsprocent, hvor især scoringsprocenten på 22,3 % i mesterskabssæsonen skiller sig ud som den suverænt højeste i de seneste seks Superliga-sæsoner ifølge stats fra Superliga.dk.
Samtidig bør det også nævnes, at Frederiksen aldrig for alvor fik stabiliseret forsvaret. Gennem alle sæsonerne blev der begået et højt antal personlige fejl, hvilket kun blev værre i takt med, at de rutinerede kræfter fra Zorniger-tiden blev udskiftet af Frederiksen og CV. Dette ses også tydeligt på antallet af mål imod Brøndby, der aldrig lå under et per kamp i gennemsnit.
Mesterskabet, der kom hjem
Det er umuligt at gøre status over Niels Frederiksens tid i Brøndby uden at nævne klubbens 11. mesterskab. Efter 16 års hård ventetid blev det danske mesterskab endelig vundet hjem til Vestegnen i maj 2021.
Dette var en historisk bedrift, der samtidig sikrede klubbens første europæiske gruppespil siden 2006 med kvalifikationen til Europa League takket være fck og FCM’s bidrag til den danske UEFA-ranking i årene forinden.
Her på siden er det allerede behandlet, hvordan CV har fejlet fælt ved gentagne gange at agere for langsomt i sommertransfervinduerne, hvilket også var tilfældet i sommeren 2021. Han formåede ikke at lukke de gevaldige huller efter de profiler, der forlod klubben, og det kostede efterfølgende dyrt.
Med til historien om mesterskabet hører dog også en erkendelse af, at Frederiksen i høj grad havde variansen på sin side det år. Brøndby blev mester med det fjerde laveste pointgennemsnit i dette årtusinde med blot 1,91 point per kamp. Det var altså i høj grad stolpe ind og den føromtalte skarphed fra offensiven, der sikrede et mesterskab, vi formentlig aldrig var kommet i nærheden af, hvis ikke fck og FC Midtjylland havde underpræsteret gevaldigt.
Talenterne fik troen tilbage
Hvor mange vil fremhæve mesterskabet som Niels Frederiksens svendestykke som Brøndby-træner, vil jeg i stedet nævne hans arbejde med talenterne.
Under Frederiksen blev folk som Morten Frendrup, Jesper Lindstrøm, Peter Bjur, Anis Ben Slimane, Andreas Bruus, Mads Hermansen og Rezan Corlu alle profiler i kortere eller længere perioder.
Lindstrøm og Slimane er begge blevet udtaget til VM i Qatar, og Brøndby har igen formået at sælge egenudviklede talenter til udlandet for store summer.
Bruus, Frendrup og Jobbe spiller alle fast i store fodboldlande, og de næste skud på grenen står formentlig allerede klar i form af Slimane og Hermansen, der snart kan sælges videre også.
Samtidig har Oscar Schwartau og Mathias Kvistgaarden allerede tilspillet sig roller i førsteholdstruppen. Vi kan altså igen se en strøm af talent bevæge sig fra Masterclass til førsteholdet, hvilket giver god grund til optimisme. Flere af de unge spillere, der har spillet under Frederiksen har også rost ham for netop at give dem troen på, at de kunne nå førsteholdet og for at stole på dem. Og det er bestemt et fundament, der kan bygges videre på.
På trods af mesterskab og Europa League-gruppespil er det svært overordnet set at være tilfreds med Niels Frederiksens tid i Brøndby. Spillemæssigt formåede han aldrig for alvor at rykke holdet, og problemerne fra hans første sæson bestod gennem alle 3,5 år. Han fortjener ros for at få de rigtige spillere til at peake på de rigtige øjeblikke, men det ændrer ikke på det overordnede billede af, at Brøndby gennem det meste af hans tid var spillemæssigt undervældende og, at de største resultater krævede en stor mængde stolpe ind.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.