Brøndby har fået en pointmæssigt god start på tiden under Thomas Nørgaard, og søndag venter den på papiret nemmeste opgave indtil videre. I rundens hovedkamp møder vi nyoprykkede AC Horsens på udebane.
Udekampe i Horsens vil altid vække følelser for Brøndby-fans. De mest positive findes naturligvis omkring kampen i sidste spillerunde i 2012/2013-sæsonen, hvor et legendarisk mål af Lebogang Phiri sikrede os overlevelse i Superligaen efter den hårdeste sæson i klubbens historie. I den anden ende af følelsesregistret har vi det tabte mesterskab under Alexander Zorniger i 2017/2018-sæsonens 2-2-kamp i næstsidste spillerunde.
Uanset hvilken af de to kampe, der først dukker op på nethinden, kan man dog som gul og blå glæde sig over, at Brøndby har haft et godt tag i Horsens på det seneste.
Vi har således vundet de seneste fire indbyrdes opgør. Også på udebane har det været godt. I de seneste otte udekampe i Horsens har vi hentet 17 point og kun tabt en enkelt gang.
Horsens har fået en svær start på livet siden returen til det højeste niveau. Klubben har aldrig haft et større sportsligt budget, men de seneste par år under dens amerikanske ejere har alligevel været præget af kaos og trænerfyringer. Jyderne ligger på niendepladsen med ét point før søndagens kamp, og i sidste uge tabte de 2-1 på udebane til et svagtspillende FC Midtjylland-hold.
Superliga – 3. spillerunde
Søndag den 9. august klokken 18.00
Horsens Stadion
TV3 Sport & Viaplay
Jacob Karlsen
Det holder vi øje med:
Olti Hyseni fik en drømmedebut, da han kom ind fra bænken og sikrede Brøndby tre point imod Viborg i sidste uge. Nu har han haft en uges tid til at træne med sine nye holdkammerater, og det bliver derfor interessant at se, om Nørgaard tør smide den tidligere Sønderjyske-spiller i startopstillingen allerede imod Horsens.
Hyseni var en gevinst på banen i den seneste kamp, og han var med til øjeblikkeligt at gøre Brøndbys offensiv farligere. Det var dog bemærkelsesværdigt, at han debuterede på den offensive midtbane og ikke på sin normale venstrefløj. Den alsidighed giver Nørgaard nogle spændende muligheder.
Brøndbys store svaghed i de to første kampe har været offensiven. Især Mads Frøkjær på den centrale midtbane og Filip Bundgaard på venstrefløjen har haft svært ved at sætte sig igennem, og man kan lave en solid case for, at Hyseni kan erstatte begge spillere. Det skal derfor blive interessant at se, hvilken løsning cheftræneren går med.
Det er blevet sagt:
Vi er inde i den sidste måned af transfervinduet, men Brøndby-truppen indeholder stadig flere spillere, hvis fremtid næppe ligger på Vestegnen. Det gælder især Sean Klaiber, Emmanuel Dennis og Rasmus Lauritsen, men også Benjamin Tahirovic og Ousmane Sow, der på det seneste har været omgærdet af rygter.
”Flere af spillerne befinder sig i et vakuum, og det er i lige så høj grad svært for dem at være i den situation,” sagde Nørgaard efter torsdagens træning til den fremmødte presse.
”Derfor kræver det noget ekstra af både os i trænerstaben og spillerne, så vi holder hinanden skarpe, holder et højt energiniveau, så vi får det optimale ud af træningen.”
Her fortalte cheftræneren, at Tahirovic i øjeblikket afsøger mulighederne for et klubskifte og derfor ikke er aktuel til søndagens kamp imod Horsens.
Før sommeren lignede Patrick Pentz en spiller, der stod foran et klubskifte. Torsdag fik tonen dog en anden lyd fra målmanden.
”Jeg har store drømme. Jeg vil gerne opleve mere af Europa. Jeg har spillet i Frankrig, og man ved aldrig, hvad der kommer til at ske i fodbold. Men lad mig sige, at Brøndby ikke er et worst case-scenarie.”
Adspurgt, om han er i Brøndby, når transfervinduet lukker i september, svarede målmanden:
”Ja, fordi jeg har to år tilbage af min kontrakt.”
Dommeren i fokus:
AC Horsens – Brøndby dømmes af Jacob Karlsen. Det bliver hans tiende Brøndby-kamp i Superligaen. Indtil videre er det blevet til 16 point ud af 27 mulige for Brøndby i kampe, hvor han har haft fløjten.
Jacob Karlsen dømte senest Brøndby, da vi spillede 0-0 på udebane med AGF i marts.
Derudover kan det nævnes, at han også havde ansvaret for fløjten, da vi smadrede Zornigers OB med 5-1 i efteråret.
Ugen der gik på Bane 1:
Imens flere af spillerne i truppen i øjeblikket arbejder på at forlade klubben, har der også været småproblemer blandt de mere etablerede spillere.
Patrick Pentz har været fraværende til træning denne uge på grund af en kort ferie i Østrig. Målmanden er som bekendt netop blevet far, og han fik derfor fri til at kunne tage til sit hjemland og besøge sin kone og sit nyfødte barn.
Marko Divkovic har derudover været på et individuelt træningsprogram. Han deltog ikke i fællestræningen torsdag, hvor han i stedet arbejdede med en fysioterapeut på sidelinjen. Han er stærkt tvivlsom til Horsens-kampen.
Gavin Beavers har også siddet over med en skade. Tredjemålmanden har problemer med sin lyske, og han brugte derfor denne uge i styrkerummet på kondicyklen.
Sidst, men ikke mindst, har uheldige Frederik Alves pådraget sig en ny skade.
Brøndbys forventede startopstilling:
Pentz – Köhlert, Binks, Vanlerberghe, Villadsen – Ejdum, Slisz – Hyseni, Frøkjær, Younis – Mortensen
Jeg forudser, at Hyseni overtager Bundgaards plads i startopstillingen. Forhåbentlig kan det være med til at forløse den lidt skrantende offensiv. Ellers holder Nørgaard fast i sin stamme fra de seneste kampe.
Sho Fukuda banker dog på til en plads i startopstillingen efter sit gode indhop imod Viborg for en uge siden, men jeg tror, at Nørgaard holder fast i Younis, som han virker glad for.
Unge Oskar Fenger presser også på for en plads som frontangriber, hvis ikke Patrick Mortensen snart finder en måde at blive forløst på.
Her kan du se Horsens – Brøndby:
Horsens – Brøndby bliver vist i TV på TV3 Sport. Kampen spilles klokken 18.00, og det er derfor rundens hovedkamp.
Hvis du vil streame kampen i stedet, så kan det naturligvis gøres på Viaplay. Her skal du have sportspakken for at kunne se opgøret.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
