Forud for efterårets sidste kamp imod Vejle, da Brøndbys skadeskrise var på sit allerværste, hev Steve Cooper flere kaniner fra Masterclass op af hatten, da han udtog André Escobar, Viggo Poulsen, Philip Søndergaard og Sander Larsen.
Viggo Poulsen var den eneste fra den unge kvartet, der kom i kamp, imens Larsen blev frasorteret i sidste øjeblik. På trods af den store skuffelse signalerede udtagelsen dog, at Brøndby har en utrolig spændende ung mand i 17-årige Sander Larsen.
Navn: Sander Larsen
Fødselsdag: 6. september 2008 (17 år)
Position: Offensiv midtbanespiller
Tidligere klubber: Karlslunde IF
Landskampe: 9 kampe for Danmark U16 og 11 kampe (1 mål) for Danmark U17
En ægte Brøndby-dreng
Unge Sander Larsen tog turen til Brøndby som 10-årig fra Karlslunde IF, og han bliver i dag regnet for et af de største talenter hos Masterclass.
”Sander Larsen har udviklet sig positivt siden ankomsten fra Karlslunde. Han er stadig en ung spiller, der skal lære en masse endnu, men han er bestemt et talent, der er værd at holde øje med,” fortæller Martin Valencia, der følger Masterclass tæt, til VilfortPark.dk.
Den unge midtbanespiller underskrev sin første professionelle kontrakt i efteråret 2023, og året efter forlængede han den med endnu et år, så den nu løber til sommeren 2027. I forbindelse med forlængelsen fortalte han til 3point, hvor meget Brøndby betyder for ham.
”Min familie har altid været fans af Brøndby og er kommet på stadion, ligesom jeg selv er. Derfor er jeg rigtig glad for at få min fremtid på plads i klubben. Jeg har været her, siden jeg kom til fra Karlslunde IF som 10-årig. Al min tid foregår herude, ligesom mange af mine venner er herude fra både klubben og gymnasiet,” sagde han.
Larsen har til dagligt spillet for Brøndbys U19-hold i denne sæson, hvor han har tegnet sig for en enkelt scoring. Masterclass’ U19 har desværre haft en svær sæson, og de overvintrer på 12. pladsen, men Larsen har markeret sig positivt på midtbanen.
”Hans udvikling har været overvejende positiv. Han har fået lagt på, og han har hævet sit bundniveau,” fortæller Valencia.
Sander Larsen er alsidig og offensiv
Det var bestemt ikke tilfældigt, at Steve Cooper udtog det 17-årige stortalent til kampen imod Vejle. Sander Larsen besidder nemlig nogle interessante spillemæssige kvaliteter, der passer perfekt til måden Cooper ønsker at spille fodbold på. Det ses tydeligt på Martin Valencias analyse af den unge midtbanespillers egenskaber.
”Sander er en offensiv spiller, der kan dække de fleste pladser bag angriberen. Det er tydeligt, at den unge mand besidder et godt spark samt et godt blik for spillet. Han er også villig til at tage de fysiske dueller.”
”Jeg synes, at Sanders kompetencer kommer bedst til udtryk på venstresiden af en 4-3-3. Her kan han trække ind til sit højre ben og enten afslutte eller sætte medspillere op. Jeg vil dog slå et slag for, at hans evner også kan komme til udtryk i en mere defensiv rolle,” forklarer Masterclass-eksperten.
Med sin højde på 1,85 meter er Sander Larsen også en spiller, man lægger mærke til på banen. Han rager op over størstedelen af sine modspillere på midtbanen, og han besidder en interessant fysisk pakke for en spiller på sin alder. Alligevel er der potentiale til, at han bliver endnu stærkere.
”Det er altid meget at forvente, at en ung spiller kan gå ind og følge med på fysikken – især i en liga som Superligaen. Så der er naturligvis stadig et stykke vej for Sander før, at han er helt moden på det fysiske,” siger Valencia.
Blandingen af hårdt defensivt arbejde, overblik, udviklede tekniske evner og målfarlighed vækker formentlig minder om tidligere tiders store midtbanegeneraler på Vestegnen. Valencia hiver da også to tunge navne frem fra tidligere tider, når han skal finde spillere, der minder om Larsen.
”Han kan minde lidt om Mikkel Thygesen, men nok især om Samuel Holmén. Han er en balanceret spiller med et fint spark.”
Svenske Holmén nåede 107 kampe og 18 mål for Brøndby mellem 2007 og 2010, imens det også blev til 32 landskampe for Sverige samt et langt og succesfuldt ophold i tyrkisk fodbold. Om Sander Larsens karriere når de samme højder må tiden vise, men den unge mand ser i hvert fald ud til at have talentet til at nå langt.
Tror du, at Brøndby har en kommende profil i Sander Larsen? Del din holdning i kommentarfeltet forneden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
