Jeg vil vove den påstand, at når Brøndby går ud til en kamp, er der næsten garanti for god fodbold og underholdning - Peter Schmeichel (Sagt før pokalfinalen i 1989, som Brøndby vandt.)

En måned med Boozt Fællesskabet: Målaktier skal hjælpe Brøndby

Vi snakker med Rasmus Augustesen, der er en del af arbejdsudvalget bag Boozt Fællesskabet.

Boozt Fællesskabet logo

Hver gang Brøndbys bedste herre- og kvindehold scorer mål i officielle kampe, har det dette forår udløst kontanter til henholdsvis Fanpuljen og Brøndby Women. Årsagen til dette er det nylancerede Boozt Fællesskab, der så dagens lys i marts.

Boozt Fællesskabet er grundlagt af klubbens hovedsponsor, Booztlet, og det giver altså fans, partnere og andre interessenter omkring Brøndby IF mulighed for at købe målaktier. Det vil sige, at hver gang herre -eller kvindeholdet scorer mål, betaler deltagerne et valgfrit beløb, der altså går til Fanpuljen og/eller Brøndby Women.

Hvad er Boozt Fællesskabet?

Boozt Fællesskabet så dagens lys i marts 2023. Fans, partnere og organisationer kan her tegne målaktier, hvor de støtter enten Fanpuljen eller Brøndby Women med et valgfrit beløb for hvert mål klubbens bedste herre- og kvindehold scorer i officielle kampe.

Man bestemmer selv, hvor mange penge man vil give per mål, og der er ingen binding på støtten.

Hver måned bliver der trukket lod om Brøndby-relaterede præmier blandt alle, der støtter.

Du kan tilmelde dig Boozt Fællesskabet her.

 

”Formålet (med Boozt Fællesskabet red.) er at samle fællesskabet på en sjov og anderledes måde ved at støtte Fanpuljen og kvindeholdet,” forklarer Rasmus Augustesen, der er en del af arbejdsgruppen bag initiativet og for nyligt stillede op til Fanafdelingens bestyrelse, til VilfortPark.dk. Denne arbejdsgruppe består af fire Brøndby-fans med forskellige baggrunde.

Hos Brøndby Women går pengene blandt andet til at købe træningsudstyr, som holdet ikke i øjeblikket har adgang til. Udstyr der skal være med til at hæve niveauet og forbedre forholdene for holdet. Fanpuljen derimod bruges til forskellige fanrelaterede forbedringer i forbindelse med kampene.

”Hele ideen er ’mange bække små’. Når der over tid kommer flere med, vil et lille beløb fra den individuelle kunne gøre en stor forskel for fællesskabet.

I skrivende stund udløser hvert scorede mål 1.568,06 kroner, og som støttemedlem bestemmer man altså selv, hvilket formål, der skal have ens bidrag.

Udover donationerne fra Brøndby-fans har Booztlet også forpligtet sig til at give 1.000 kroner per scoret mål.

‏BOOZT FÆLLESSKABET
Næste mål udløser
1.875,62 kr.

Positive tilbagemeldinger over hele linjen

Boozt Fællesskabet er stadig et nyt initiativ på Vestegnen, men forhåbningerne fra folkene bag er alligevel store.

”Ambitionen er, at der over tid opbygges et kendskab om initiativet og en opbakning, der gør, at vi kan gøre en seriøs forskel for både fanscenen og kvinderne,” fortæller Rasmus Augustesen.

Indtil videre er det netop arbejdsgruppen bag Boozt Fællesskabet, der trækker læsset med at udbrede kendskabet og sælge flere målaktier. Hverken Fanafdelingen eller de etablerede uofficielle fangrupperinger er involveret direkte.

”Klubben bakker selvfølgelig op, men det er vigtigt at understrege, at det ikke er klubben, der er afsender eller initiativtager på projektet.”

”Vi har nu snakket med en del fra forskellige dele af fanmiljøet, og vi hører stort set kun positive tilbagemeldinger,” forklarer Rasmus Augustesen, der dog også påpeger, at klubbens nuværende situation med ejerskiftet og værdiaftale forhandlingerne med Global Football Holdings gør det hele lidt mere besværligt.

”Man kan sige, at timingen med alt det, der foregår omkring klubben, gør det sværere at komme igennem med et nyt initiativ. Men da vi ser dette som et projekt, der skal bygges op over tid og forhåbentlig eksistere i mange år fremover, er vi grundet vores snakke med medfans sikre på, at et tiltag, der bakker op om gode formål i klubben, altid vil have sin plads.”

Planen er da også at bygge et fundament, der ikke nødvendigvis er afhængigt af Booztlet i tilfælde af, at sponsoren en dag stopper engagementet i Brøndby.

“Booztlet har søsat dette for at skabe rammerne for noget, som kan hjælpe mange år ud i fremtiden.”

“Tiltaget er søsat for at bestå over tid, uanset om Booztlet er sponsor i klubben eller ej. Rammerne for initiativet vil kunne ændre sig over tid, men etableringen er det vigtigste,” fortæller Rasmus Augustesen om de langsigtede planer.

Mulighed for at vinde præmier hver måned

Boozt Fællesskabet er dog ikke kun ren velgørenhed for medlemmerne. Hver måned bliver der trukket lod om præmier blandt alle støtterne.

Det trækkes der lod om i april:

Den 18. april trækkes der lod om aprils præmier. Her kan man vinde:

  • VIP-oplevelse i Laudrup Loungen + spillertrøje og Select bolde
  • Unik Brøndby-tattoo (eller tegning) af Tattoo Hans
  • 2022/2023 udebanetrøje
  • 2022/2023 hjemmebanetrøje
  • 500 kr. gavekort til Booztlet.com

Disse præmier doneres blandt andet af Booztlet, men også af andre partnere som for eksempel den kendte Brøndby-tatovør, Tatoo Hans, der var med til at designe dette års udebanetrøje.

Hvis arbejdsgruppen får sin vilje, kan man forvente at se endnu federe præmier i de månedlige lodtrækninger snart.

”Over tid håber vi på at kunne få fat i nogle legendariske præmier fra tidligere spillere eller medfans – matchworn Brøndby-trøjer eller lignende,” afslutter Rasmus Augustesen.

Vil du være være medlem af Boozt Fællesskabet og måske vinde en af denne måneds præmier, kan du blive medlem for ned til 3,50 kroner per mål her.

Du kan også følge Boozt Fællesskabet på Facebook og Twitter.


Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub, og vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af den gule og blå familie med noget på hjertet. Du kan følge os på TwitterFacebookYouTube og Instagram, og på den måde sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments