Jeg kan ikke mindes en kamp, hvor de stoppede med at støtte os under kampen. - Alexander Zorniger (Sagt om Brøndbys fans)

Skuffelse eller syndebuk? Et nærmere kig på Wass’ præstationer

Vi ser nærmere på Daniel Wass’ præstationer for Brøndby siden hans comeback i klubben sidste sommer.

Brøndby-spilleren Daniel Wass

Efter Brøndbys 2-1-nederlag til FC Nordsjælland i sidste weekend rullede flere danske medier de store negative overskrifter ud, og især Daniel Wass, der kostede et mål, fik kærligheden at føle. Forrest med høtyven gik Stig Tøfting, der betegnede Wass’ comeback til Superligaen som en skuffelse.

I stedet for at tage det jyske tågehorns ord for gode vare, har vi dog valgt at dykke ned i Superliga.dk’s tilgængelige performance data for at se, hvordan Wass har præsteret siden comebacket. Vi ser nærmere på, hvorvidt den skuffende præstation i Farum var en generel tendens eller en enlig svale.

Chanceskabende omdrejningspunkt

Wass har siden sit comeback spillet 19 Superliga-kampe. Undervejs er han af Niels Frederiksen og Jesper Sørensen blevet kastet rundt, og han har således både spillet som central midtbanespiller såvel som venstre -og højre back.

Wass’ positioner i denne sæson:

Daniel Wass er i alt startet inde 19 gange for Brøndby i denne sæson. Hans starter fordeler sig således på følgende positioner:

Højre back: 12 gange
Venstre back: 1 gang
Central midtbane: 6 gange

Data er opgjort efter 24. spillerunde

Uanset hvor på banen den alsidige 33-årige har spillet, har han altid været kendt for sit offensive bidrag. Det har også været tilfældet i Brøndby indtil videre. Faktisk er der ingen spillere i ligaen, der har skabt flere chancer end Wass ifølge statistik fra Superliga.dk, ligaens officielle database.

Brøndby har i alt skabt 257 chancer, hvilket vil sige, at lige under hver femte af disse har Wass som oplægger.

NavnChancer skabt
Daniel Wass49
Allan Sousa47
Clint Leemans43
Mohamed Daramy42
Evander37
Kilde: Superliga.dkData er opgjort efter 24. spillerunde

De mange chancer skabt har resulteret i ligaens næst højeste xAssist (xA) – altså det forventede antal assists baseret på kvaliteten af de chancer, han har skabt. Og det på trods af kun Christian Sørensen fra fck har spillet færre kampe af alle de ti mest chanceskabende spillere end Wass.

Wass har en xA på 4,7, men han står blot noteret for fire assists. Hans holdkammerater har altså underpræsteret i forhold til at konvertere oplæggene til mål. Alligevel er han stadig på en delt sjetteplads i assists.

Selvom Wass har spillet flere forskellige positioner, har han altid været omdrejningspunktet i offensiven. Dette har været tilfældet i både den klassiske backrolle under Niels Frederiksen og i den flydende rolle under Jesper Sørensen. I hele Superligaen rangerer Wass som nummer fire på fuldførte afleveringer på modstandernes banehalvdel.

Derudover er Wass suverænt den spiller i ligaen med flest indlæg med 175. Det er 26 flere end Christian Sørensen fra fck.

Selvom Brøndby har underpræsteret siden Wass’ comeback, så er det svært for alvor at kritisere hans offensive bidrag.

Kigger man på Wass’ defensive statistikker, tegner der sig også et billede af et solidt bidrag. Wass har tredje flest vundne dueller langs jorden af alle forsvarsspillere i Superligaen, imens han har sjette flest tacklinger. Når det kommer til bolderobringer ligger han med 23 på en 20. plads af forsvarsspillere.

Det er desværre ikke alle Wass’ performance metrics, der er i eliteterritoriet. Hans procentdel af succesfulde afleveringer på 80,4 % lader en del tilbage at ønske, og det samme gør procentdelen af succesfulde lange afleveringer på 41,3 %.

Der er selvfølgelig mere i en god præstation end blot de udvalgte ovenstående datapunkter. Hos BT, der giver karakterer til spillerne ved alle Superliga-kampe, har Wass det femte højeste gennemsnit af alle Brøndby-spillere, der er blevet bedømt i mindst halvdelen af årets kampe.

Hos 3point.dk, hvor det er Brøndby-fans, der bedømmer præstationerne, tegner der sig et lignende billede. Her har Wass den femte højeste gennemsnitskarakter sammen med Omoijuanfo af alle spillere med mindst 12 kampe på CV’et i denne sæson.

NavnGennemsnitskarakter hos BT (1-6)Gennemsnitskarakter hos 3point (1-10)
Mathias Greve3,746,3
Nicolai Vallys3,386,3
Ohi Omoijuanfo3,315,9
Mads Hermansen3,286,8
Daniel Wass3,215,9
Kevin Tshiembe2,946,3
Kilde: BT.dk & 3point.dkData er opgjort efter 24. spillerunde

Alt i alt tegner der sig altså et billede af en spiller, der måske ikke har sprængt ligaen i stykker som håbet baseret på karaktererne. Det er dog også et billede af en spiller, der på trods af taktisk ustabilitet og et underpræsterende kollektiv, har leveret ekstremt godt på flere vigtige parametre. Især de mange chancer Wass har skabt, er noget, der lader til at være gået under radaren flere steder.

Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments