Tirsdag eftermiddag var der generalforsamling i Brøndbyernes IF. Den varede omtrent tre timer, og undervejs kom bestyrelsesformand Jan Bech Andersen, administrerende direktør Ole Palmå, bestyrelsesmedlem Scott Krase fra Global Football Holdings (GFH), Global Head of Football fra GFH Scott McLachlan og fodbolddirektør Benjamin Schmedes vidt omkring.
De fire herrer har efterfølgende givet interviews til diverse danske medier, men der er stadig mange pointer fra generalforsamlingen, der ikke er blevet rapporteret. Den startede nemlig med et usædvanlig detaljeret oplæg, hvilket både overraskede de fremmødte og vakte ros fra storaktionær Torben Røsler.
Derfor bringer vi på VilfortPark.dk nu alle de oversete detaljer til dem, der ikke har haft tid eller mulighed til at se hele generalforsamlingen igennem.
Brøndbys tilstand og økonomi
Brøndby fremlagde for nylig (endnu) et elendigt årsregnskab, da vi tabte 131 millioner kroner før skat i den seneste sæson. Derfor var klubbens tilstand og økonomi naturligvis et af de store emner i tirsdags.
Jan Bech Andersen fortalte, at Brøndby IF er i den bedste forfatning siden, han købte sig ind i klubben for 11 år siden og har en sund økonomi med en stor kassebeholdning.
Han forklarede derudover, at det store underskud skyldtes, at man har investeret stort i infrastruktur og nøglemedarbejdere samt, at der ikke er planlagt aktieemissioner eller kapitalforhøjelser indenfor den nærmeste fremtid.

Ole Palmå viste en slide med Brøndbys kommercielle indtægtsstrømme. Her kunne man se, at Brøndby havde markant fremgang på partnerfronten (+5,3 mio. kr.), entréindtægter (+6 mio. kr.) og merchandisesalg (+12,7 mio. kr.), imens der var tilbagegang på TV-penge (-13,6 mio. kr.) samt salg af mad og drikke (F&B) på stadion (-1 mio. kr.).
Det store fald i TV-indtægter, fortalte direktøren, skyldes, at sidste sæsons dårlige resultater betød, at vi lå dårligt i ligaen, når der blev uddelt TV-penge.
Han fortalte også, at Brøndby har flere end 400 partnere nu, og Brøndby har sat ny omsætningsrekord på denne front. Her har man stort fokus på strategiske partnerskaber, og klubben arbejder med en målsætning om at blive førende indenfor digitale sportspartnerskaber. Her blev det nævnt, at Brøndbys samarbejde med Volkswagen blev set som en stor succes internt hos bilgiganten og, at de har brugt det som global inspiration på hovedkontoret i Tyskland.
At entréindtægterne er gået så meget frem skyldes især, at Brøndby har fået udnyttelsesgraden på billetter og sæsonkort markant op. Her er Brøndby gået fra 71 procent til 89 procent. Det skyldes initiativer som lancering af fanscore og krav om minimumsbrug af sæsonkort.
I forbindelse med snakken om regnskabet fortalte Scott Krase, at Brøndby har et stort millionbeløb til gode i transferindtægter. I alt har Brøndby 149 millioner kroner til gode i transferindtægter fra andre klubber. Til sammenligning skylder Brøndby selv blot 49 millioner til andre klubber for spillerkøb.

At tilskuertallet alligevel faldt skyldes de tre hjemmekampe Brøndby spillede med nedsat kapacitet som følge af tilskuerstraffe. Netop de tre kampe var, ifølge Palmå, også skyld i, at Brøndbys indtægter fra salg af mad og drikke faldt.
Investeringer i infrastruktur og nøglemedarbejdere
Ole Palmå fortalte også, at Brøndby har flere initiativer på vej, der skal øge udnyttelsesprocenten og forbedre oplevelsen på Brøndby Stadion. Her nævnte han blandt andet flytningen af udebaneafsnittet, bedre infrastruktur på nordtribunen, en ny fanzone samt bedre og flere muligheder, når det kommer til mad og drikke.
Derudover har klubben investeret omkring 10 millioner kroner i tiltag, der forbedrer sikkerheden på Brøndby Stadion, da Brøndby i sidste sæson brugte hele 1,4 millioner kroner på bøder til DBU og UEFA, hvoraf 90 procent skyldtes pyroteknik. Disse tiltag inkluderer bedre sikring af indgangene, opgradering af kamerasystemerne med ansigtsgenkendelse på alle tribuner og forstærket infrastruktur mellem tribuneafsnittene, fortalte Palmå.
Scott Krase fra GFH kunne også fortælle om nogle af klubbens store investeringer. Han fortalte, at lønudgifterne er steget med 67 millioner kroner, hvilket svarer til 55 procent, siden 2021/2022-sæsonen. Her er det især spillertruppen, der er blevet investeret i, men lønudgifterne til staben og kvindeholdet er også steget.
Han fortalte ligeledes, at man vil opgradere træningsfaciliteterne med bedre træningsbaner og træningsrum samt en såkaldt player lounge.
Derudover bruger Brøndby 8 millioner kroner på at flytte udebaneafsnittet, 7 millioner kroner på en ny fanzone og 6 millioner kroner på et nyt IT-netværk.

Sidst men ikke mindst fortalte Krase, at han personligt har doneret penge til Fanafdelingen som hjælp til deres projekt med at åbne et museum om Brøndby IF. Han opfordrede ligeledes andre til at hjælpe til.
Store sportslige ambitioner
Der blev naturligvis også snakket om de sportslige ambitioner og strategi ved generalforsamlingen. Jan Bech åbnede med at fortælle, at det økonomiske fundament naturligvis stadig skal bygges på europæisk deltagelse og transferindtægter.
Han forklarede, at det især er Masterclass-spillere, vi skal tjene store penge på at sælge. Derfor kaldte han akademiet for ”klubbens livsnerve” både sportsligt og økonomisk og lovede, at man ville lægge yderligere ressourcer i Masterclass.
Scott Krase understregede, at GFH stadig har stor tiltro til projektet og ikke har nogle planer om at sælge klubben.
Scott McLachlan, der var vikarierede som sportsdirektør i Brøndby mellem Carsten V. Jensen og Benjamin Schmedes, fortalte, at klubbens ambition var at ende i top tre i Superligaen, komme i pokalfinalen hvert år og kvalificere os til europæisk gruppespil. Samtidig sagde han, at man vil opbygge et best in class akademi og øge klubbens transferindtægter.
På det seneste har Brøndby investeret tungt i staben omkring Steve Cooper, imens man også har ansat Julius Ohnesorge som ny teknisk direktør. McLachlan fortalte, at dette var et led i at professionalisere og forbedre den sportslige afdeling med henblik på at bygge fremtiden.
Han forklarede også, at forventningerne til Steve Cooper er høje. Han beskrev waliseren som ydmyg, passioneret og med et stort fokus på unge spillere. Han betegnede ansættelsen af den tidligere Premier League-træner som et tegn på, hvor ambitiøse Brøndby er.
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes var som bekendt også på banen. Han beskrev sin tid i Brøndby som værende i tre forskellige faser; 1) Analyse, 2) planlægning og 3) udførelse. Vi er nu i tredje trin.
Derudover fortalte tyskeren, at man arbejder på at sikre længere kontrakter klubbens største talenter, og vi konkret snakker med Noah Nartey og Jakob Ambæk om forlængelser.
Hvad tænker du om tirsdagens udmeldinger? Er der noget du er skuffet eller glad for at høre? Del din holdning i kommentarfeltet forneden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
