Dødboldsanalyse: Brøndbys nye våben

Under Steve Cooper og Alan Tate er Brøndby blevet dødsensfarlige på dødbolde. Vi ser nærmere på, hvor store spring man har taget fremad.

Brøndby sparker hjørnespark
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Man skal ikke have brugt mange minutter i kommentarsporene på Brøndby-relaterede opslag på de sociale medier for at lære, at manglen på kvalitet i de offensive dødbolde har været en kilde til stor utilfredshed i årevis.

Klagesangen er dog stoppet på det seneste, og det er bestemt ikke tilfældigt. Steve Cooper og assistenttræner Alan Tate har nemlig taget effektiviteten af de gul-blå dødbolde til nye højder. Det viser tal, VilfortPark.dk har samlet sammen.

I Coopers otte Superliga-kampe som cheftræner har Brøndby både skabt større chancer og scoret flere mål på dødbolde end under både Frederik Birk og Jesper Sørensen. Vi er således blevet et hold, som modstanderne frygter på dødbolde, og de spiller ligeledes en stor rolle i vores øgede pointhøst.

Sådan gjorde vi:

Vi har samlet samtlige af Brøndbys afslutninger i Superligaen under Jesper Sørensen, Frederik Birk og Steve Cooper sammen. Derefter har vi taget xG for hver afslutning og udregnet gennemsnittet.

Vi har inkluderet afslutninger efter hjørnespark, frispark og indkast. xG fra straffespark er kun talt med, hvis forseelserne er begået i forbindelse med dødbolde.

Kilde: Fotmob.com

Markant fremgang fra start af

Allerede i Steve Coopers debut som cheftræner fik Brøndby Stadion en smagsprøve på det nye våben. To frispark på fck’s banehalvdel blev konverteret til to scoringer og en velfortjent 2-1-sejr.

Siden er der fulgt yderligere tre scoringer, senest imod Silkeborg i starten af måneden, og Cooper har dermed allerede fået flere mål efter dødbolde i sine otte Superliga-kampe end forgængeren, Frederik Birk, formåede i sine 22.

TrænerDødboldsmål pr. 90 min.
Cooper0,63
Birk0,14
Sørensen0,22
Mål scoret i Superligaen efter dødbolde pr. 90 minutter.

En af Coopers første handlinger som cheftræner var at fratage Henrik Hansen ansvaret for dødboldene. Det ansvar ligger nu i stedet hos assistenttræner Alan Tate.

”Vi har et stærkt trænerteam, hvor alle har klare roller. Henrik er en god fyr og en meget talentfuld træner. Han har en klar og defineret rolle,” udtalte Cooper om ændringerne i trænerteamets opgaver efter ansættelsen af Tate.

Det er dog ikke kun antallet af mål fra dødbolde, der er steget siden, Cooper kom til. Brøndby skaber også større chancer fra de offensive dødbolde nu.

TrænerxG efter dødbolde pr. 90 min.
Cooper0,59
Birk0,35
Sørensen0,32
xG efter dødbolde (frispark, hjørnespark, indkast) i Superligaen pr. 90 minutter.

Coopers tropper kan i gennemsnit forvente 0,59 mål pr. kamp (xG) fra dødbolde baseret på de afslutninger, der er skabt indtil videre.

Det er en stigning på 69 procent i forhold til Frederik Birk, hvis hold havde en xG på 0,35 pr. kamp i løbet af sine 22 kampe som cheftræner. Jesper Sørensens gennemsnit var i øvrigt på 0,32.

Frispark har været det farligste våben

Hvis vi sammenligner de seneste tre træneres statistikker, er Brøndbys farlighed øget på alle parametre. Vi skaber således bedre chancer efter indkast, hjørnespark og frispark nu end under både Birk og Sørensen. 

IndkastHjørnesparkFrispark
Cooper0,140,150,30
Birk0,020,100,24
Sørensen0,020,220,08
Statistik for Superliga-dødbolde pr. 90 minutter.

Det farligste våben af de tre har indtil videre været frispark, der altså både inkluderer skud direkte fra frispark samt indlæg på frispark. 

Det er dog også værd at bemærke, at vi er blevet bedre på indkast. Det så vi især i 5-1-udraderingen af OB på hjemmebane, hvor både Daniel Wass og Sho Fukuda kom på tavlen efter indkast på fynboernes banehalvdel. 

Tror du, vi får flere dødboldsmål at se på søndag imod fck? Del din holdning i kommentarfeltet.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
1 Comment
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments
Kim
Kim
21 days ago

Rigtig god analyse det kunne også være interessant med en analyse hvad der rent faktisk er sket.