Alt flaskede sig for Brøndby i den seneste runde af Superligaen, hvor vi selv slog Randers med 1-3 på udebane, imens både FC Nordsjælland, Viborg og fck smed point. Dermed er Brøndby nu kun et point bag Viborg og Nordsjælland på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen og seriøst tilbage i kampen om medaljer.
I takt med efteråret går på hæld, er Brøndby på vej ind i nogle utroligt svære uger. I de næste tre kampe møder vi vores største rivaler i form af AGF, fck og FC Midtjylland, og det skal blive interessant at se, hvordan Thomas Nørgaard og co. griber den opgave an.
Først venter altså et møde med AGF, og her skal Brøndby forsøge at tage revanche for det pinlige nederlag, der sikrede aarhusianerne guldet på Brøndby Stadion i forrige sæson.
Aarhusianerne bliver dog ingen let opgave. Efter en dårlig sæsonstart er de kommet i gang, og de har ikke tabt fire kampe i træk. Dermed er AGF også stormet opad i tabellen, og de nærmer sig top seks med hastige skridt.
Det holder vi øje med:
Anfører Luis Binks er endelig tilbage på træningsbanen, og han forventes at gå direkte ind i startopstillingen søndag. Den skotske landsholdsspiller trænede fuldt med denne uge, og han er naturligvis selvskrevet på holdkortet. Spørgsmålet er dog, hvem hans makker bliver. Raphael Canut og Frederik Alves har udgjort Brøndbys centerforsvar i de seneste kampe, men ingen af de to spillere har for alvor imponeret.
Sidstnævnte har mest rutine og det højeste bundniveau, men Canut er et af de mest lysende talenter i Masterclass og en spiller, som Thomas Nørgaard spår en stor fremtid.
Hvis man sætter det lidt på spidsen, kan man altså tolke situationen som, at cheftræneren skal vælge mellem kortsigtet og langsigtet succes.
Det er blevet sagt:
I Nørgaards debut i første spillerunde fik Brøndby 1-1 i Aarhus. Siden den kamp er der sket meget, og det forholdt cheftræneren sig til fredag, da han snakkede med Brondby.com.
”Vi skal hele tiden finde ud af, hvordan vi kan skubbe det her i en retning af, at vi bliver gradvist bedre og bedre. Det synes jeg, spillerne gør. Vi er en bedre udgave, end vi var, da vi startede i juli måned, og jeg synes også, vi er bedre, end vi var for en måned siden.”
Brøndby har vundet tre af de seneste fire kampe, og det blev senest til en 1-2-sejr over AB i pokalturneringen, og den gode stime sætter sit præg på dagligdagen i klubben.
”Det er den tro, som vi har afledt af, at du også får lov til at slå på bænken efter kampen og synge en sejrssang. At du kan mærke, at det, du har forberedt hele ugen, også har virket i praksis. Det er nu engang noget nemmere at få fodboldspillere til at holde fast i tingene, når vi også kontinuerligt sætter point ind på kontoen,” fortalte cheftræneren.
Sejren i AB blev blandt andet sikret af unge Oskar Fenger, der scorede Brøndbys andet mål. Han havde et rigtig fint indhop, om end han kunne have krydret det med et oplæg til Sho Fukuda i slutningen af kampen, og han er ved at etablere sig som et farligt våben for Brøndby.
”Jeg har fået en masse minutter her i efteråret, og jeg føler mig rigtig komfortabel oppe på forreste linje nu. Jeg føler også, at jeg får vist mig mere og mere frem fra hver kamp, der går, så det er superfedt,” sagde han til Brondby.com.
Dommeren i fokus:
Brøndby – AGF dømmes af Sandi Putros, der har været Superliga-dommer siden 2016/2017-sæsonen. Selvom han er en af Superligaens mere kontroversielle dommere, er han faktisk en ønskedommer for Brøndby. Han har dømt 28 Brøndby-kampe i sin karriere, og her er det blevet til hele 22 sejre til de gul-blå og blot tre nederlag.
Det spøjse er dog, at Putros faktisk har givet Brøndby flere røde kort end vores modstandere samt flere straffespark til vores modstandere end os.
Brøndby har vundet de seneste 12 Superliga-kampe med Sandi Putros som dommer. Han dømte os senest, da vi slog FC Fredericia med 0-2 på udebane i oktober sidste år.
Putros’ CV tæller også to dramatiske derbysejre for Brøndby i Parken. Han havde fløjten, da Ohi Omoijuanfo sikrede os en 0-1-sejr med et mål i det 80. minut i 2022/2023-sæsonen, samt kampen i 2024/2025, hvor Daniel Wass sikrede en 1-2-sejr med et mål i overtiden, hvorefter Patrick Pentz reddede et straffespark og efterfølgende blev udvist.
Ugen, der gik på Bane 1:
Brøndby har ikke haft meget tid på træningsbanen i denne uge, da vi tirsdag spillede pokalkamp i Gladsaxe imod AB. Den kamp benyttede Thomas Nørgaard til at hvile et par af sine stamspillere til fordel for en række reserver. Der blev således plads til Lukas Larsen, Casper Winther, Filip Bundgaard, Christopher Olivier og Patrick Mortensen i startopstillingen.
Den mest positive nyhed fra Bane 1 er, at skadessituationen i defensiven begynder at lysne. Luis Binks har trænet fuldt med på det seneste, hvilket bliver en massiv forstærkelse. Jordi Vanlerberghe og Mats Köhlert sidder dog stadig ude med skader.
Olti Hyseni har desværre døjet med sygdom i slutningen af ugen, og han er derfor tvivlsom til søndagens kamp. Han sad over ved træningen i torsdags.
Brøndbys forventede startopstilling:
Pentz – Divkovic, Binks, Alves, Villadsen – Ejdum, Slisz – Bundgaard, Frøkjær, Younis – Ambæk
Hvis Hyseni ikke bliver klar fra start, er det oplagt at erstatte ham med Filip Bundgaard, der gjorde en fin figur imod AB, hvor han også scorede.
Olivier spillede også godt imod AB, og han puster for alvor Oliver Villadsen i nakken nu. Nørgaard forventes dog at vælge Villadsens rutine, men kampen om forsvarets højre side er efterhånden tæt.
Her kan du se Brøndby – AGF:
Brøndby – AGF vises på 3+ søndag klokken 18.00. Hvis man vil streame kampen, skal det gøres på Viaplay, hvor det kræver, at man har sportsabonnementet.
Der er stadig billetter til salg til kampen. Med en billet til opgøret får man også gratis indgang til kvindeholdets hjemmekamp imod OB, der spilles på 1964 Park klokken 15.00.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
