AGF – Brøndby optakt: Hævnens time i Nørgaard-debut

I denne optakt ser vi nærmere på lørdagens Superliga-premiere mellem AGF og Brøndby. Vi klæder Brøndby-fans på til kamp med alle de seneste nyheder fra Vestegnen.

Optakt til AGF - Brøndby

I slutningen af sidste sæson gik Brøndby-fans gennem en sand mareridtsaften, da AGF blev mestre på Brøndby Stadion i maj. Lørdag aften får Thomas Nørgaard mulighed for at vaske den plet væk, når han får sin debut som Brøndby-træner.

Brøndby går ind til kampen efter en pre-season, der blandt andet har budt på storsejre over OB og Hvidovre men også et grimt nederlag til Hibernian i den seneste træningskamp. Det er derfor svært at sige præcis, hvor Nørgaards udvalgte står før Superliga-premieren.

AGF tyvstartede på den nye sæson, da de i tirsdags mødte Niels Frederiksen og Lech Poznan i Champions League-kvalifikationen. Her løb de forsvarende danske mestre ind i et grimt 4-1-nederlag på hjemmebane, og de har derfor formentlig udspillet deres rolle inden næste uges returkamp i Polen.

AGF – Brøndby IF:

🏆 Superliga – 1. spillerunde
📅 Lørdag den 25. juli klokken 18.00
🏟️ Vejlby Stadion
📺 3+ & Viaplay
👨‍⚖️ Morten Krogh

Det holder vi øje med

Thomas Nørgaards første store beslutning som cheftræner var udvælgelsen af en ny anfører. Her faldt valget på Luis Binks med Bartosz Slisz som viceanfører, hvilket betyder en degradering af Daniel Wass. Den erfarne midtbanespiller kan nu kalde sig ’klubkaptajn’ – en titel, der ikke tidligere har været benyttet på Vestegnen.

Nørgaard har også ændret lederformatet i truppen. Hvor Brøndby tidligere har arbejdet med en anførergruppe, har han nu udvalgt en ledergruppe. Udover de tre førnævnte ledere består den også af Mads Frøkjær, Jacob Ambæk, Mats Köhlert og Patrick Mortensen.

Med undtagelse af Daniel Wass er det en gruppe, der består af mange nye folk, og den skal stå sin første test imod AGF. Det bliver interessant at se, hvordan 24-årige Binks løfter sit nye ansvar.

Det er blevet sagt

Patrick Pentz var en del af anførergruppen i forrige sæson, men han har ikke fundet vej til Nørgaards ledergruppe. Det er der dog en simpel årsag til, forklarede Nørgaard på torsdagens pressedag.

”For nuværende var det med udgangspunkt i, at vi ved, hvad virkelighedens verden er omkring en målmand som ham. Og ikke i så høj grad, at Patrick og jeg ikke havde talt et ord sammen, før det var, at vi sammensatte den her gruppe.”

Målmanden er først for nyligt vendt tilbage til træningen, da han fik forlænget sin sommerferie på grund af deltagelse ved VM med Østrig.

Ligesom Nicolai Vallys, der for nyligt blev solgt til FC Tokyo, åbnede Pentz også op for et skifte ved udgangen af sidste sæson. Hvis østrigeren ender med at blive på Vestegnen, kan det dog godt tænkes, at han finder vej til ledergruppen.

”Jeg har talt med Patrick og sagt, at det her er vores tanker. Det er her, hvor vi står lige nu og her. Og når nu vi rammer den 3. september, og hvis Patrick stadig er hos os, så kan det være, at det er en nærliggende tanke, at han bliver den sidste vi indlemmer i ledergruppen,” fortalte Nørgaard.

Den anden store historie omkring lørdagens kamp er naturligvis Mortensens comeback. Den 37-årige angriber nåede at score 115 mål for AGF inden, at han i sommers tog tilbage til Brøndby. Lørdagens kamp bliver derfor et dobbelt comeback for ham.

”Det bliver meget specielt. Det er klart, når der er så meget forhistorie og så mange minder. Og at de minder er så friske, det gør, at det bliver meget specielt. Men jeg tror bare, at det vigtigste er at sige, at jeg glæder mig helt vildt,” fortalte han til pressen torsdag.

”Jeg glæder mig til at komme derover, jeg glæder mig til at sige hej til drengene. Og så glæder jeg mig til, at preseason er done. Og at vi kan lægge det bag os, og at vi kan spille nogle kampe, hvor der er point på spil.”

Dommeren i fokus

Lørdagens kamp dømmes (desværre) af Morten Krogh. Han har udviklet noget af den historie med Brøndby over de seneste par sæsoner, og det er ikke af positive årsager.

Brøndbys dårlige statistik med Krogh som dommer er veldokumenteret, og der blev tilføjet endnu et kapitel til den historie under Europa-playoffkampen imod fck i foråret. Her havde Krogh flere kontroversielle kald, og vi mangler stadig at se overbevisende dokumentation for, hvorfor han annullerede Brøndbys udlignende mål.

I alt har Brøndby spillet 28 Superliga-kampe med Krogh som dommer, hvor det blot er blevet til 24 point. Af alle dommere i Superligaens historie, der har dømt mindst fem Brøndby-kampe, er han dermed den dommer, vi har det suverænt laveste pointgennemsnit med.

Ugen der gik på Bane 1

Der var store forventninger til unge Jacob Ambæk efter hans gennembrud i sidste sæson. Desværre for den unge angriber har han haft en svær opstart, der har været præget af skader.

Ambæk gik senest glip af turen til Skotland, og han er derfor tvivlsom til lørdagens kamp. Han trænede dog fuldt med torsdag, og han forventes derfor at blive udtaget til kamptruppen imod AGF. Nørgaard har også udtalt, at man ikke skal være bekymret for angriberens tilstand.

Man skal dog næppe regne med, at Ambæk er klar til at spille 90 minutter.

Benjamin Tahirovic er til gengæld ikke i spil til AGF-kampen. Den bosniske VM-spiller er kun for nyligt vendt tilbage til træningen, og han har et fysisk efterslæb, der holder ham ude af åbningskampen.

Brøndby-fans skal heller ikke regne med at se Emmanuel Dennis og Sean Klaiber i kamptruppen, da de begge er på klubjagt.

Brøndbys forventede startopstilling

Pentz – Köhlert, Binks, Vanlerberghe, Villadsen – Ejdum, Slisz – Fukuda, Frøkjær, Younis – Mortensen

Baseret på træningskampene er der tvivl om to positioner i startopstillingen. Nørgaard har roteret mellem Oliver Villadsen og Marko Divkovic på højrebacken. Kroaten startede senest imod Hibernian, men Villadsen har set bedst ud af de to i træningskampene.

Derudover er der tvivl om venstrefløjen. Hvis Ambæk var fit for fight, ville han starte på den position. Det er han dog næppe, og derfor er der kamp om positionen. Både Filip Bundgaard og Sho Fukuda har spillet på positionen i træningskampe, hvor japaneren har set skarpest ud.

Marcus Younis forventes at starte inde på højrefløjen for første gang i sin Brøndby-tid efter stærke præstationer i træningskampene.  

Her kan du se AGF – Brøndby

Lørdagens Superliga-kamp mellem AGF og Brøndby vises i TV på 3+. Det betyder naturligvis også, at man kan streame Brøndby-kampen med et Viaplay-abonnement. Det kræver, at man har sportspakken med Superliga.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted