Efter fire liganederlag på stribe kom Brøndby endelig tilbage på sporet, da vi søndag smadrede Lyngby med 5-2 på Brøndby Stadion. Jacob Ambæk, der startede inde for første gang i sæsonen, var kampens store profil med to mål, imens Olti Hyseni, Oskar Fenger og Max Ejdum også kom på tavlen.
Alle Brøndbys offensivspillere markerede sig i målfesten. Udover målscorerne markerede Marcus Younis og Sho Fukuda sig begge for assists i en kamp, hvor Brøndby virkelig fik skabt chancer.
Sejren bragte Brøndby lidt tættere på toppen, hvor der nu kun er fire point op til Viborg på tredjepladsen.
Vi giver her vores bud på, hvordan Brøndby-spillerne præsterede i nederlaget. Vi giver karakterer fra 1-10, hvor ettallet gives for en helt igennem håbløs præstation, mens titallet gives for en kamp i verdensklasse. Fem er en kamp på det jævne.
Alle spillere med mindst 30 minutters spilletid får en karakter.
Patrick Pentz – 4
Brøndby-målmanden havde ikke meget at lave i målet. Selvom Lyngby havde bolden meget, kom de ikke frem til mange farlige afslutninger. Alligevel formåede gæsterne at lave to mål på en samlet xG på 0,80. Det må Patrick Pentz tage på sin kappe.
Han blev også overlistet ved nærmeste stolpe i første halvleg på et mål, der efterfølgende blev annulleret af VAR. Her så han heller ikke godt ud.
Marko Divkovic – 6
Kroaten spillede en flot kamp i Brøndbys forsvar, hvor han var meget involveret. Kampens høje tempo passede Marko Divkovic godt, og han havde både mange gode stikninger samt flotte lange afleveringer. Hans gode indsats blev kronet med en assist.
Luis Binks – 6
Den nykårede skotske landsholdsspiller havde flest defensive aktioner af alle kampens aktører, hvor det blandt andet blev til syv bolderobringer og seks tilbageerobringer. Derudover havde Luis Binks flere gode lange afleveringer, og han var manden bag en enkelt stor chance. Skotten fungerede nærmest som en playmaker i store dele af kampen, og hans direkte afleveringer satte gang i mange farlige angreb.
Frederik Alves – 4
Skottens makker havde en sværere kamp. Frederik Alves kostede et mål i første halvleg med en katastrofal aktion, men han blev reddet af VAR. Han spillede sig op i anden halvleg, men hans præstation lod en del tilbage at ønske.
Oliver Villadsen – 4
Den energiske højreback er faldet i niveau på det seneste, og søndag var endnu en kamp, hvor han egentlig ikke lavede nogle fejl, men han var bare heller ikke involveret i afgørende aktioner. Oliver Villadsen vandt kun én af sine tre dueller, og han kom ikke frem til et eneste indlæg.
Bartosz Slisz – 4
Bartosz Slisz var et pænt stykke fra hans vanlige høje niveau. Han arbejdede utrætteligt defensivt, men han havde flere ukarakteristiske boldtab og dårlige afleveringer. Heldigvis formåede Lyngby ikke at udnytte dem, blandt andet fordi han flere gange selv fik tilbageerobret bolden. Et bedre hold kunne have straffet fejlene.
Max Ejdum – 7
Max Ejdum var dagens bedste spiller på den centrale midtbane, men kampen om den titel var heller ikke hård. Brøndbys centrale midtbane agerede tilskuere i gennem det meste af kampen, hvor bolden som regel røg direkte fra forsvaret og i dybden til angriberne.
Ejdum havde derfor også blot 16 udførte afleveringer i hele kampen og blot 39 boldberøringer, hvilket er langt fra hans normale gennemsnit. Han scorede et flot mål, der lukkede kampen. Derudover var hans aktioner generelt gode, han havde bare ikke særlig mange.
Mads Frøkjær – 6
Lidt længere fremme på banen havde Mads Frøkjær de samme problemer som sine kollegaer på midtbanen. Derfor havde han også blot 24 udførte afleveringer. Han fik dog udnyttet dem til at skabe tre chancer, og han gik fint med i spillet, når muligheden bød sig. Flere gange søgte han meget langt ned i banen for at modtage bolden, og han afsluttede kampen på fløjen.
Olti Hyseni – 7
Den unge fløjspiller var en af banens bedste. Olti Hyseni lavede et mål og en assist, og han nød den megen plads Lyngby gav ham på fløjen. Hysenis aften kunne dog være blevet endnu større med lidt mere skarphed foran mål, hvilket også holder ham fra en absolut topkarakter.
Jacob Ambæk – 8 (kampens spiller)
Den unge angriber startede inde for første gang i sæsonen, og hans comeback i startopstillingen kunne dårligt have været meget bedre. Jacob Ambæk scorede to gange, og han kunne forlade banen til stående ovationer efter 62 minutters spil.
Ambæk scorede på begge sine afslutninger, og han var en konstant trussel imod Lyngbys usikre forsvar. Han gik også godt med i spillet, og var også med til at sætte sine holdkammerater op til chancer.
Marcus Younis – 6
Australieren spillede igen en flot kamp på højrefløjen. Han var i første halvleg tæt på at score sæsonens mål på Brøndby Stadion, da han tørrede et par modspillere og kom frem til en farlig afslutning. Desværre sparkede han lige på målmanden.
Marcus Younis tegnede sig også for en flot assist til Jacob Ambæks andet mål, og han gjorde virkelig livet svært for Lyngby-spillerne.
Desværre tiltrak fløjspilleren sig også (endnu) et gult kort for brok, og derfor følte Thomas Nørgaard sig tvunget til at skifte ham ud i pausen. Den slags unødvendige gule kort skal han have fjernet fra sit spil.
Sho Fukuda – 6
Japaneren afløste Younis i pausen, og han gjorde en god figur. Sho Fukuda var pågående og lavede en flot assist til Oskar Fengers mål. Oplægget betød tydeligvis en del for fløjspilleren, der brølede sin glæde ud efter bolden røg i nettet.
Uden for bedømmelse:
- Oskar Fenger (indskiftet efter 62 minutter)
- Casper Winther (indskiftet efter 62 minutter)
- Daniel Wass (indskiftet efter 71 minutter)
- Christopher Olivier (indskiftet efter 77 minutter)
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
