Brøndby – Lyngby optakt: Vender skuden endelig?

Vi kigger nærmere på søndagens Superliga-kamp mellem Brøndby og Lyngby. Denne optakt klæder dig på til kamp med de seneste nyheder fra Vestegnen.

Brøndby - Lyngby optakt

Efter en ulideligt lang landsholdspause vender Superligaen endelig tilbage denne weekend. Brøndby fik en hjælpende hånd i fredagskampen, hvor FC Nordsjælland, der ligger på tredjepladsen, dummede sig og spillede 0-0 på hjemmebane imod OB.

Generelt er det en vigtig runde for Brøndby. Først og fremmest skal Thomas Nørgaards tropper naturligvis stoppe stimen på fire nederlag i træk imod nyoprykkede Lyngby, der blot har samlet syv point i sæsonens første ni kampe. Hvis det sker, vil Brøndby tage nogle vigtige skridt tilbage i topkampen. FC Nordsjællands pointtab er nemlig ikke den eneste gode nyhed denne runde. FC Midtjylland tager hjemme imod fck, og derfor vil mindst et af de to tophold altså sætte point til.

Søndagens modstander er dog ingen walk over i Brøndbys nuværende forfatning. Lyngby ligger ganske vist kun lige over nedrykningsstregen, men nordsjællænderne har faktisk været et godt bekendtskab indtil videre. Lyngby har ligaens næsthøjeste xG kun overgået af FC Nordsjælland, og de har også skabt næstflest store chancer. Med lidt mere skarphed i afslutningerne havde virkeligheden altså set ganske anderledes ud for de kongeblå.

Det holder vi øje med:

Hvor Lyngby altså har skabt masser af chancer, er historien en anden på Vestegnen. Brøndbys samlede xG er på 11,0 efter ni kampe, hvilket blot er ottendebedst i ligaen. Som beskrevet her på siden i den forgangne uge har Thomas Nørgaards hold faktisk formået at præstere dårligere i begge ender af banen, end holdet gjorde under Steve Cooper i foråret.

Det skal der naturligvis laves om på for at kvalificere sig til europæisk fodbold. Heldigvis har Nørgaard og co. haft tre ugers uforstyrret træning under landsholdspausen, og det bliver interessant at se, om det har hævet kvaliteten.

I sidste uge spillede Brøndby træningskamp imod svenske Sirius, der fører Allsvenskan, og her så det desværre ikke umiddelbart ud til, at man havde knækket koden. Svenskerne har naturligvis gang i en flot sæson, men efter en lovende start gik Brøndby hurtigt i stå og fik ikke skabt mange chancer.

På positivsiden startede Jacob Ambæk inde i angrebet i den kamp, og det unge stjerneskud lader endelig til at være sin skade kvit og klar til at bidrage. Han mangler stadig kamptræning, men måske er han brikken, der kan forløse den underpræsterende offensiv.

Det er blevet sagt:

Der kom to nye spillere på landsholdsvæggen fredag i form af Luis Binks og Marcus Younis. Førstnævnte blev Brøndbys første skotske landsholdsspiller, imens Younis er den tredje australier på den prestigefyldte væg.

Landsholdsdebuterne var derfor også et tema i forbindelse med fredagens træning, hvor de begge fik deres navne på væggen.

”Det har været rart at komme lidt væk fra Danmark. Jeg har ikke været hjemme i løbet af sæsonen, siden jeg kom hertil. Så bare det at være sammen med folk hjemmefra var en dejlig pause for mig, og det fik tankerne lidt væk fra det, der foregår her,” fortalte Luis Binks ved torsdagens pressedag.

”Det er ikke en kritik af Brøndby. Nogle gange har man bare brug for at nulstille, og det var det, der skete,” forklarede anføreren.

Tidligere på ugen fortalte Thomas Nørgaard også, hvordan Younis’ debut påvirkede ham.

”Jeg så glimt fra Marcus’ kampe og er sindssyg stolt på hans vegne og klubbens vegne over, at vi har været med til at få ham på det australske landshold.”

”Jeg ved, hvor meget det betyder for ham. Det er bare dejligt at have spillere, der opfylder sine egne drømme og gør sig umage, når de er afsted,” fortalte Brøndby-træneren.

Dommeren i fokus:

Brøndby – Lyngby dømmes af Jacob Karlsen. Kampen bliver hans 11. Superliga-kamp med Brøndby involveret. I disse har vi vundet de seks, spillet en uafgjort og tabt tre. Derudover har han dømt os en enkelt gang i pokalturneringen. Det skete i sidste sæson, hvor han havde fløjten i vores 4-2-nederlag på udebane til FC Nordsjælland.

Jacob Karlsen dømte senest vores 0-2-sejr i Horsens tidligere på sæsonen. Hans mest profilerede Brøndby-kamp var vores 2-0-sejr på hjemmebane over FC Midtjylland i efteråret 2024, hvor Mileta Rajovic scorede begge vores mål.

Ugen, der gik på Bane 1:

Træningen har i denne uge været præget af fravær. Først og fremmest havde Brøndby flere folk afsted med diverse A- og ungdomslandshold i starten af ugen.

Desværre forsvandt fraværene ikke helt. Mats Köhlert sad over med en skade ved torsdagens træning, og han er derfor tvivlsom til søndagens kamp.

”Han mærkede en lille bitte smule i sit lår i slutningen af sidste uge, og vi er stadig i gang med at afdække, hvad omfanget er. Det er ikke noget alvorligt, men noget, der måske holder ham ude et par uger. Det kan gå den ene og den anden vej,” fortalte Nørgaard efter træningen.

Selvom Max Ejdum måtte forlade den danske U21-trup med en skade, forventes han at være klar til søndag. Nørgaard fortalte, at Köhlert pt. er den eneste, ”som gør det svært” i form af fravær.

Brøndbys forventede startopstilling:

Pentz – Divkovic, Binks, Vanlerberghe, Villadsen – Slisz, Ejdum – Hyseni, Fenger, Younis

Det største spørgsmålstegn er som altid på frontangriberen. Jacob Ambæk slap nogenlunde afsted med sin præstation imod Sirius, hvor han blev afløst af Oskar Fenger i anden halvleg, men han mangler stadig skarphed. Fenger er i bedre kampform, men han har endnu ikke brændt banen af.

Jeg forventer, at Fenger får genvalg oppe foran med Ambæk i indskifterens rolle.

Her kan du se Brøndby – Lyngby:

Der er stadig ledige billetter til de fleste tribuner på Brøndby Stadion til kampen til dem, der gerne vil på stadion.

Hvis man skal se kampen fra sofaen, bliver den sendt i fjernsynet på TV2 Sport X. Det betyder samtidig, at man kan streame kampen på TV2 Play, hvis man har sportspakken.

toke theilade
Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted