Brøndby – fck optakt: Nørgaard får derbydebut

Vi klæder dig på til søndagens derby på Brøndby Stadion med en optakt til braget. Vi ser nærmere på de seneste nyheder fra Vestegnen.

Optakt til Brøndby - fck

Efter tre nederlag i træk i Superligaen fik Brøndby en hårdt tiltrængt oprejsning, da vi torsdag slog Vejle med 2-1 på udebane i pokalturneringen. Sho Fukuda og Marcus Younis stod for målene, imens Patrick Pentz som bekendt pillede et straffespark.

Dermed ankommer Thomas Nørgaard også til sit første derby som Brøndby-træner med en succesoplevelse i bagagen. Søndagens kamp er da også en vigtig en af slagsen, da nederlagsstimen har sat Brøndby i en svær situation i ligaen. Vi er lige nu otte point bag fck, og et nederlag vil derfor næsten ekskludere os fra mesterskabskampen, imens vi også vil ryge langt væk fra medaljerne.

fck kommer desværre til Vestegnen i god form. De har vundet syv af sine otte ligakampe i denne sæson, og i midtugen tog de en sikker sejr over Skovshoved i pokalturneringen.

Det holder vi øje med:

Brøndby må undvære karantæneramte Bartosz Slisz, og det betyder, at Thomas Nørgaard skal finde sig en ny konstellation på den centrale midtbane. Indtil mandagens røde kort i Herning havde polakken fået fuld spilletid i denne sæson, og Nørgaard har derfor ikke eksperimenteret med hans afløsere endnu.

I torsdagens pokalkamp fik både Daniel Wass og Casper Winther chancen fra start, og de spillede begge godt. Især sidstnævnte havde en stor aften, og det virker nærliggende, at han starter inde på midtbanen ved siden af Max Ejdum og Mads Frøkjær.

Til Wass’ fordel taler, at han er truppens mest rutinerede mand, samt han ved, hvordan det er at spille et derby. Det bliver nemlig både Ejdums og Winthers første derby, og en så urutineret midtbane kan potentielt blive et problem.

Det er blevet sagt:

Thomas Nørgaard står foran sit første derby som cheftræner for Brøndby, og det er naturligvis noget, han glæder sig til.

”Jeg håber, at man indimellem kan se mit smil, når jeg kigger ned på Sydsiden, og når jeg generelt set rejser rundt med cirkus Brøndby.”

”Det er, som træner og som spiller, et kæmpe privilegium at få lov til at være en del af det. Alle fodboldelskere, gamle fodboldspillere, unge fodboldspillere kigger vel misundeligt på de her derbyer, som er det største, vi kan mønstre herhjemme.”

”At være der, hvor jeg for første gang skal være en del af det, er ikke noget, jeg tager for givet. På nogen måde. Jeg glæder mig som en lille dreng,” sagde cheftræneren til pressen efter fredagens træning.

fck spillede sin pokalkamp allerede tirsdag aften, og de har derfor haft to dage mere til at forberede sig på derbyet i forhold til Brøndby. Set udefra virker det en anelse uretfærdigt, men det var ikke noget, Frøkjær gik op i fredag.

”Nu hvor fck har et europæisk ligaspil og så videre, er det måske ikke os, der ikke spiller Europa, som skal pibe for meget over manglende restitutionsdage.”

”Men objektivt set er der vel argumenter for, at vi skulle have haft lov til at spille i sidste uge, hvor vi kunne have spillet søndag, torsdag eller mandag og dermed have fem-seks dage op til den her søndagskamp. Men det er ikke os, der planlægger. Det er, hvad det er, og det skal ikke være en undskyldning for ikke at levere en god præstation,” sagde kreatøren til pressen.

Dommeren i fokus:

Brøndby – fck dømmes af 32-årige Mikkel Redder. Han har været Superliga-dommer siden 2018/2019-sæsonen.

Mikkel Redder har dømt 15 Brøndby-ligakampe, hvoraf det er blevet til otte sejre, en uafgjort og seks nederlag. Han har givet Brøndby fem straffespark og tre til modstanderne.

Redder har to gange tidligere dømt et derby. Han havde fløjten, da vi besejrede fck med 2-1 på hjemmebane i Steve Coopers debutkamp i september sidste år.

Brøndby har tabt de tre seneste kampe med Mikkel Redder som dommer. Han dømte os senest, da vi tabte 3-1 til FC Nordsjælland i august.

Derudover har han dømt os to gange i pokalturneringen. Her blev det til en sejr og en uafgjort.

Ugen, der gik på Bane 1:

Brøndby har haft en travl uge med kampe både mandag, torsdag og så søndag. Derfor har der ikke været meget tid på træningsbanen.

For Thomas Nørgaard har et af denne uges fokuspunkter været at holde sine spillere så friske som muligt og i stand til at præstere i alle tre kampe. I torsdagens pokalkamp så vi ham derfor også holde flere normale startere på bænken fra kampens start.

Oliver Villadsen, Max Ejdum og Mads Frøkjær kom først ind i anden halvleg, imens Marko Divkovic og Jordi Vanlerberghe fik lov til at bruge hele kampen på bænken.

Derudover er det glædeligt, at Jacob Ambæk endelig er blevet sin skade kvit og er tilbage i truppen. Han kom ikke ind imod Vejle, men han kan få en rolle imod fck.

Til gengæld er både Frederik Alves og Oskar Fenger i fare for at misse kampen. De var ikke med i truppen torsdag, og de er altså i en kamp imod tiden for at blive klar til søndag.

Brøndbys forventede startopstilling:

Pentz – Divkovic, Binks, Vanlerberghe, Villadsen – Ejdum, Winther – Fukuda, Frøkjær, Younis – Mortensen

Jeg forventer, at Winther gjorde nok torsdag til at sikre sig chancen fra start i dette derby. Hans farlige dødbolde kan derudover blive et godt våben i en kamp, hvor Brøndby formentlig skal have marginalerne på sin side for at vinde.

Hvis Oskar Fenger stadig døjer med sin skade, starter Patrick Mortensen på toppen i mangel af bedre. Filip Bundgaard har ikke grebet chancen, og Mortensens fysik bliver vigtig på dødbolde i begge ender af banen.

Her kan du se Brøndby – fck:

Der er udsolgt på Brøndby Stadion, så hvis du ikke allerede har billet til kampen, er du henvist til sofaen. Brøndby – fck sendes i TV på 3+, imens du kan streame kampen på Viaplay.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted