FC Nordsjælland – Brøndby optakt: Nu skal de Europa-trætte tigere besejres

I denne optakt til FC Nordsjælland – Brøndby ser vi nærmere på de gul-blås tilstand inden søndagens topkamp i Superligaen. Vi giver jer det seneste nye fra Vestegnen, så i bliver klar til kamp.

Sejren i mandagskampen over Silkeborg sikrede Brøndby sin bedste sæsonstart i 21 år. Nu venter så sæsonens hidtil sværeste opgave, når de gul-blå skal en tur til Farum for at møde FC Nordsjælland.

Kampene i Farum var tidligere lidt af en specialitet for Brøndby, men sådan er det ikke længere. Faktisk har drengene fra Vestegnen blot vundet to ud af de seneste ti kampe på Right to Dream Park. Derfor er hjemmeholdet også fortjente favoritter i søndagens topopgør.

Det betyder dog ikke, at Brøndby er uden chancer. FC Nordsjælland, der ligger på en aktuel tredjeplads i Superligaen med ti point efter deres første fire kampe, har nemlig haft en hård august. I torsdags kvalificerede de sig til Conference League-ligaspillet med en 2-3-sejr på udebane over schweiziske St. Gallen. De europæiske kampe, der også har bragt dem forbi Valur i Island og svenske GAIS, sidder formentlig i benene efter en hård august.

Det holder vi øje med:

Brøndby-familien måtte denne uge sige farvel til klublegenden Ole Bjur, der døde i en alder af 57 år efter længere tids sygdom. Til ære for den gamle højrefløj vil der før kampen være et minuts stilhed, imens Brøndby-spillerne også vil bære sørgebind.

Ældre Brøndby-fans vil naturligvis huske Bjur for hans vævre driblinger, gode teknik, farlige indlæg og selvfølgelig hans hårde arbejde. Spørgsmålet er så, om spillerne kan videreføre de værdier til søndagens opgør.

En god præstation og flere point til kontoen vil være en flot afsked med Bjur, der også var sportsdirektør i en kort periode. Den tidligere fløjspiller bliver også hyldet ved hjemmekampen imod Randers i næste uge.

Det er blevet sagt:

Oskar Fenger scorede sit første mål for Brøndby i 3-1-sejren over Silkeborg, og den unge komet fik efterfølgende ros fra Patrick Mortensen.

”Vi har talt rigtig meget om den her nierrolle, hvordan man skal positionere sig i feltet, og hvordan man skal time sine løb. Mod Horsens var Oskar jo fem millimeter offside. Så det var bare fedt at se, at han var der, hvor han skulle være. De lette mål er tit de sværeste, og personligt er det den slags scoringer, jeg elsker allermest,” sagde den erfarne angriber på fredagens pressedag.

Her blev Jacob Ambæks situation også vendt. Den unge angriber har ikke fået meget spilletid indtil videre, og imod Silkeborg sad han ude med en skade.

”Det er jo ikke sådan en skade, hvor vi for alvor er bekymrede, men vi er hamrende ærgerlige – mest af alt på hans vegne – over, at han går lidt ind og ud af det,” fortalte Thomas Nørgaard.

”Nu har vi prøvet at lægge et par ekstra dage på, og havde vi fulgt nogle af de ting, vi havde gjort, så havde han kunnet være tilbage og træne. Nu giver vi ham et par dage ekstra for at se, om de i højere grad hjælper på den hævelse, der ikke længere er i knæet, men som kommer tilbage, når han for alvor er aktiv. Det er en tålmodighedsleg at komme udover det her, og så er der noget behandling og noget præventivt arbejde, som Jacob bruger tid på.” 

”Vi håber på, at han snarligt er tilbage, og jeg ved i hvert fald, at han er hamrende utålmodig,” afsluttede cheftræneren.

Dommeren i fokus:

FC Nordsjælland – Brøndby dømmes af Mikkel Redder, der netop er startet på sin niende sæson som Superliga-dommer. Ud af hans i alt 117 Superliga-kampe har han dømt Brøndby 14 gange, hvor det er blevet til 25 point til de gul-blå og fem nederlag. Han har givet Brøndby fem straffespark og modstanderne tre.

Mikkel Redder dømte senest en Brøndby-kamp, da vi tabte med 0-2 til AGF i maj. Hans CV tæller dog også mere mindeværdige kampe som vores 2-1-sejr over fck i september sidste år i Steve Coopers debut, en 3-0-sejr over AGF i Aarhus og en 1-0-sejr på udebane over FC Midtjylland.

Derudover har han dømt os i to pokalkampe, hvor det blev til en sejr og en uafgjort.

Ugen, der gik på Bane 1:

Julius Ohnesorge har haft travlt denne uge. Spillertruppen har måttet sige farvel til et par medlemmer. Rasmus Lauritsen er skiftet til græske Iraklis Thessaloniki, imens Philip Søndergaard er skiftet til AaB. Derudover meldes Mathias Jensen millimeter fra et skifte til Vejle Boldklub, imens Benjamin Tahirovic skulle være tæt på belgiske Genk.

På grund af det nært forestående klubskifte har Tahirovic heller ikke været på træningsbanen på det seneste. Det har Emmanuel Dennis heller ikke, da han i øjeblikket forsøger at komme sig over en skade uden for Brøndbys faciliteter.

Forud for søndagens kamp på Farums kunstgræs er det værd at bemærke, at Thomas Nørgaard, i modsætning til flere af sine forgængere, ikke trænede på kunstgræs i denne uge. Han har i stedet holdt sig til den sædvanlige træningsbane på Bane 1 efter ønske fra spillerne.

Brøndby forventes stadig at måtte undvære Jacob Ambæk på søndag.

Brøndbys forventede startopstilling:

Pentz – Köhlert, Binks, Vanlerberghe, Villadsen – Ejdum, Slisz – Hyseni, Frøkjær, Younis – Fenger

Thomas Nørgaard forventes at holde fast i sin opstilling fra de seneste kampe. Han har fået opbygget en sikker kerne af spillere, der har præsteret godt, og der er næppe nogen grund til at ryste posen.

Det kan dog være, at han ønsker lidt mere defensiv stabilitet imod de hurtige Nordsjælland-spillere. I så fald kan Frederik Alves komme i spil i stedet for Jordi Vanlerberghe i centerforsvaret. Dette vil dog være en overraskelse.

Her kan du se FC Nordsjælland – Brøndby:

Du kan se FC Nordsjælland – Brøndby på 3+ i fjernsynet. Hvis du vil streame kampen, kan du se den på Viaplay. Du skal have sportsabonnementet for at kunne streame Superligaen på Viaplay.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted