Brøndby – Silkeborg karakterer: To spillere skilte sig ud

Vi kigger nærmere på Brøndby-spillernes præstationer imod Silkeborg og uddeler karakterer.

BrønDby Stadion
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Mandag aften var der igen Superliga-fodbold på Brøndby Stadion, hvilket førte til en 3-1-sejr og yderligere tre point til de gul-blås samling. Brøndby flirtede ellers med skuffelsen, da vi gik til pause bagud 0-1, men i anden halvleg fik Thomas Nørgaards tropper vendt det rundt.

Cheftræneren satte Filip Bundgaard ind i pausen, og det pyntede på offensiven. Brøndby spillede en langt bedre anden halvleg, og ved slutfløjtet var der ingen tvivl om, at sejren var fortjent.

Kampens store samtaleemne var unge Oskar Fenger, der scorede sit første seniormål for Brøndby og blev kåret til kampens spiller af tilskuerne på Vilfort Park.  Den unge angriber blev efterfølgende erstattet på banen af Patrick Mortensen, og den rutinerede angriber var med til at køre sejren i hus efter en disciplineret afslutning på kampen.

Vi giver her vores bud på, hvordan Brøndby-spillerne præsterede i sejren. Vi giver karakterer fra 1-10, hvor ettallet gives for en helt igennem håbløs præstation, mens titallet gives for en kamp i verdensklasse. Fem er en kamp på det jævne.

Alle spillere med mindst 30 minutters spilletid får en karakter.

Brøndby – Silkeborg (24/08-2026)

0-1: Callum McCowatt
1-1: Jordi Vanlerberghe
2-1: Oskar Fenger
3-1: Luis Binks

Startopstilling: Pentz – Köhlert (Divkovic), Binks, Vanlerberghe (Alves), Villadsen – Ejdum, Slisz – Hyseni (Bundgaard), Frøkjær, Younis (Fukuda) – Fenger (Mortensen)

Patrick Pentz – 6

Brøndbys målmand var uden skyld i Silkeborgs mål, der kom efter et regulært dommedagshug. Pentz reddede, hvad han skulle og kunne, og han gik som altid godt med i det opbyggende spil. Han agerede også sweepermålmand et par gange, hvilket var nødvendigt, da Brøndby i store dele af kampen pressede højt på banen.

Mats Köhlert – 3

Tyskeren havde en af sine dårligere kampe i Brøndby-trøjen. Silkeborg havde tydeligvis udset ham som Brøndbys svage punkt, og de angreb konstant Köhlert med dybe bolde. Dem havde han svært ved at håndtere, og han blev flere gange overløbet af de hurtige Silkeborg-spillere.

Det var lige ved at koste dyrt allerede i starten af kampen, hvor Köhlert var tæt på at begå et straffespark. Derudover pådrog han sig et hurtigt gult kort. Brøndby blev bedre, da han blev skiftet ud i anden halvleg.

Luis Binks – 8

Brøndbys anfører har fået meget kritik af medierne for sin opførsel, men det gik ham ikke på i mandagens kamp. Luis Binks leverede en vaskeægte mandfolkeindsats og var med til at bære holdet fremad til sejr.

Englænderen lagde først op til Jordi Vanlerberghes udligning, og han kronede sin store kamp med selv at score til 3-1. Derudover var han solid i defensiven, hvor han flere gange var med til at hjælpe Köhlert ud af problemer.

Jordi Vanlerberghe – 6

Binks’ makker i centerforsvaret leverede også en solid præstation. Vanlerberghe sparkede resolut Brøndbys udligning i kassen, og han var også god i det defensive spil. Belgieren lukkede i store dele af kampen Silkeborg ned, og han vandt sine direkte dueller.

Oliver Villadsen – 6

Højrebacken har taget syvmileskridt i forhold til den seneste sæson. Oliver Villadsen er blevet en af de mest stabilt præsterende spillere i truppen, og det viste han igen imod Silkeborg.

Han var aggressiv og pågående i offensiven, hvor højdepunktet var et tørt langskud, imens han arbejdede hårdt og dedikeret i defensiven.

Den afgørende aktion for en topkarakter manglede, men Villadsen var igen en af Brøndbys bedre spillere.

Max Ejdum – 6

Unge Max Ejdum var også en af de bedre spillere. Han fik fuld tid på den centrale midtbane, og han gjorde en fin figur.

Ejdum var sikkerheden selv i pasningsspillet, og han fik flere gange sat tempo på det opbyggende spil med både driblinger og fremadrettede pasninger. Han kom også frem til en pæn chance, som han dog sparkede langt forbi.

Bartosz Slisz – 6

Brøndbys oprydder havde hele 11 defensive bidrag i løbet af kampen. Det blev blandt andet til fire tacklinger samt fire opsnapninger. Bartosz Slisz holdt med sit hårde arbejde konstant Silkeborg på hælene, og han dækkede rigtig godt af for forsvaret.

Slisz gik også fint med i det offensive spil, hvor han havde flere fine dybe stikninger og hele syv afleveringer ind på Silkeborgs sidste tredjedel af banen.

Han havde to boldtab, der var unødvendige, hvilket trækker ned, men i alt var det endnu en god kamp af landsholdsspilleren.

Brøndby-spillere på Brøndby Stadion
Brøndby-spillerne fejrer sejren med Sydsiden efter kampen. Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Mads Frøkjær – 5

Efter to fantastiske kampe i træk kom Mads Frøkjær lidt ned på jorden igen. Hvis mandagens kamp er hans bundniveau, vil han dog stadig få en rigtig stor sæson.

Frøkjær viste flere prøver på sin gode teknik med skarpe driblinger, og hvis Oskar Fenger havde været lidt skarpere, havde Frøkjær også tegnet sig for en assist i første halvleg.

Generelt manglede der dog lige det sidste fra Frøkjær mandag, som ikke fik sat sig igennem på samme måde, som vi ellers har set ham gøre denne sommer.

Marcus Younis – 8 (kampens spiller)

Australieren er ved at udvikle sig til en profil under Thomas Nørgaard. I en ellers svag første halvleg var Marcus Younis Brøndbys lyse punkt, og han var konstant farlig med sine skarpe driblinger. Han formåede flere gange at komme til baglinjen og slå skarpe indlæg.

Younis skabte hele fire chancer i kampen, flere end nogen andre, og han lagde op til Fengers føringsmål.

Olti Hyseni – 4

Det blev desværre ikke til særlig meget for unge Olti Hyseni. Han sparkede ivrigt i første halvleg, hvor han tog tre afslutninger, men han manglede skarpheden. To af hans tre afslutninger blev blokeret af forsvarsspillerne, og hans beslutningstagen kunne have været bedre. Derudover manglede hans driblinger den sædvanlige skarphed.

Nørgaard erstattede ham med Filip Bundgaard i pausen, hvilket var med til at forbedre Brøndbys hold.

Oskar Fenger – 6

I femte spillerunde fik Brøndby endelig en angriber på tavlen, da Fenger scorede til 2-1. Målet var som bekendt den unge angribers første, og det var kronen på værket i en fin kamp. Fenger går bedre og bedre med i Brøndbys spil, og mandag havde han hele syv berøringer i Silkeborgs felt.

Fenger manglede dog beslutsomhed i første halvleg, hvor han lod en stor mulighed løbe ud i sandet efter et dårligt træk. Den slags chancer skal han udnytte fremover.  

Filip Bundgaard – 5

Filip Bundgaard har mistet sin plads i startopstillingen, men mandag gjorde han sit for at vinde den tilbage igen. Den unge offensivspiller kom ind i pausen, og han var med til at vende kampen rundt.

Bundgaard startede opportunistisk ud, og han havde flere fine aktioner på venstrefløjen. Han kom frem til to indlæg, og han fik også skaffet nogle offensive dødbolde.

Patrick Mortensen – 4

Den erfarne angriber fik de sidste 33 minutter på banen. Hans indskiftning udviklede sig til lidt af en farce, da han måtte vente fem minutter med at komme på banen, men da han endelig kom ind, gjorde han, som han skulle.

Mortensen kommer altid til kort i presspillet, hvor han simpelthen ikke har hurtigheden længere, men han holdt sine unge holdkammerater i ørerne.

Man savner dog stadig at se Mortensen blive farlig foran mål.

Uden for bedømmelse

  • Marko Divkovic (indskiftet efter 72 minutter)
  • Sho Fukuda (indskiftet efter 72 minutter)
  • Frederik Alves (indskiftet efter 88 minutter)
toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted