Fra Yeboah til Christaens – Her er Brøndbys største transferflops gennem tiden

Vi giver dig her Brøndbys ti værste transfers gennem tiden. Er du enig i vores udvalgte spillere?

emmanuel yeboah
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Efter 13 kampe og 562 minutters Superliga-fodbold skilte Brøndby sig i sidste uge af med Ousmane Sow. Fløjspilleren, der blev købt til Vestegnen i januar for omkring 22,5 millioner kroner, er det næstdyreste indkøb i Brøndbys historie, men han formåede hverken at imponere Steve Cooper eller Thomas Nørgaard.

At Sow forlader Brøndby efter blot et halvt år og uden at have bidraget med hverken mål eller assists, gør ham naturligvis til et af de største flops i klubbens historie.

I den anledning ser vi tilbage på de værste af Brøndbys indkøb nogensinde. Listen er en blanding af dyre spillere, der aldrig levede op til de høje forventninger samt spillere, der simpelthen ikke havde niveauet til at spille for klubben.

1. Emmanuel Yeboah – 13,4 mio. kr. fra FC Cluj (23/24)

Den ghanesiske angriber blev hentet på anbefaling af bestyrelsesformand Jan Bech Andersen. Emmanuel Yeboah nåede dog blot en enkelt sæson i Brøndby, før han blev vejet og fundet for let.

Ghaneseren, der stadig er et af Brøndbys dyreste indkøb, nåede blot ti kampe, hvori det blev til tre mål. Hverken Jesper Sørensen eller Frederik Birk så det store lys i ham, og han brugte det meste af sin tid på tribunen helt uden for truppen.

Hans eneste højdepunkt i gult og blåt kom, da han scorede to mål i Viborg i begyndelsen af 2024/2025-sæsonen.

2. Hannes Sigurdsson – Ukendt pris fra Stoke City (06/07)

Brøndby var i angriberkrise i sommeren 2006. Morten ”Duncan” Rasmussen og Jean Philippe Peguero var netop begge blevet skadede, og sportsdirektør Anders Bjerregaard måtte handle hurtigt. Løsningen blev den unge islænding, Hannes Sigurdsson. Angriberen kom til fra Stoke City, men det viste sig hurtigt, at han ikke havde niveauet til Superligaen.

Cheftræner René Meulensteen havde intet andet valg end at starte Sigurdsson, men han var ingen succes. I alt nåede islændingen 14 kampe, hvori det blev til fire mål. Da Tom Køhlert overtog roret fra Meulensteen i vinterpausen, fik Sigurdsson besked på at finde en ny klub.

3. Giovanni Rector – Fri transfer (06/07)

Sammen med Sigurdsson kom også Giovanni Rector, der ligeledes var angriber. Han kom til Brøndby på en fri transfer efter et forfejlet ophold i belgisk fodbold. Han imponerede dog under en prøvetræning i klubben, hvor han på trods af manglende kampform sparkede alt ind ifølge Per Nielsens senere erindringer.

Rector nåede blot ni kampe for Brøndby og et enkelt mål. Det faldt imod Brønshøj i pokalturneringen. Han blev afskrevet endnu hurtigere end Sigurdsson på trods af, at han havde en treårig kontrakt.

I en pokalkamp imod OB, hvor alle de andre angribere i truppen var skadede, blev Rector stadig fravalgt. Begrundelsen var, at han ”ikke var angriber” selvom det netop var den position, han blev købt til at spille.

Køhlert smed også Rector på porten, og han fik ophævet sin kontrakt efter et år.

4. Bruno Batata – Lejeaftale fra Corinthians Paranaense (10/11)

I sommeren 2010 manglede Brøndby igen en angriber, da Martin Bernburg blev langtidsskadet. Løsningen denne gang var en ukendt brasilianer ved navn Bruno Batata.

Brøndby meldte først ud, at han kom til Vestegnen fra storklubben Corinthians i Brasilien, men man måtte senere rette det til Corinthians Paranaense, der på daværende tidspunkt ikke engang var i den bedste række. Rettelsen gik så hurtigt, at man stavede klubnavnet forkert, hvilket den dag i dag stadig kan findes på Brondby.com.

Bruno, der kom til Brøndby på en etårig lejeaftale, nåede syv kampe og et enkelt mål (scoret på straffespark imod OB). Cheftræner Henrik Jensen indså hurtigt, at angriberen bestemt ikke havde niveauet til at hjælpe holdet i Superligaen.

5. Joseph Elanga – 5,2 mio. kr. fra Malmø FF (05/06)

Brøndbys svage punkt var i en årrække venstre back, men i januar 2006 troede Michael Laudrup, at han havde fundet løsningen i Joseph Elanga. Den camerounske landsholdsspiller delte agent med Brøndby-træneren, og han var en af de bedste backs i Allsvenskan.

I Brøndby fungerede det dog aldrig for Elanga. Han lavede den ene defensive fejl efter den anden, og han røg hurtigt af holdet. Hverken Meulensteen eller Køhlert kunne bruge Elanga, så han røg på leje i AC Horsens hos Kent Nielsen.

Da Nielsen kom til Brøndby, tog han derfor Elanga til nåde, men backen kostede et mål imod fck i sin comeback-kamp, og ugen efter fik han rødt kort efter 27 minutter imod FC Midtjylland. Herefter var hans dage på Vestegnen talte, og han forlod i 2009 klubben på fri transfer. Elanga nåede 37 kampe og et enkelt mål for Brøndby.

6. Johan Elmander – Fri transfer fra Galatasaray (14/15)

Johan Elmander er en af de største spillere, der nogensinde har været i Brøndby, og forventningerne var derfor også enorme, da han vendte tilbage til klubben i sommeren 2014. Han ankom sammen med Daniel Agger, og håbet var, at duoen kunne være med til at spille guldet tilbage til Vestegnen under Thomas Frank.

Sådan gik det dog ikke. Elmander missede en stor del af opstarten på grund af familiære problemer, og han formåede aldrig at spille sig til en fast plads på holdet. Hans bedste tid efter comebacket kom faktisk efter en omskoling til central midtbanespiller, men heller ikke her bed han sig fast.

Han sluttede sine to sæsoner efter comebacket med sølle seks mål i 48 Superliga-kampe.

7. Magnus Svensson – 12 mio. kr. fra Viking (99/00)

Mange år før Carsten V. Jensen udviklede sin fetish for Viking-spillere, hentede Per Bjerregaard og Åge Hareide Magnus Svensson i den norske klub. Den svenske landsholdsspiller blev Brøndbys dyreste indkøb, og han var naturligvis tiltænkt en stor rolle på holdet.

Selvom Svensson nåede at repræsentere Sveriges landshold ved både EM og VM, og dermed også kom på Wall of Honour, levede han aldrig op til prismærket. I store dele af sin tid i Brøndby blev han overskygget af landsmanden Krister Nordin, og han forlod klubben efter tre sæsoner i sommeren 2002.

Svensson nåede 72 kampe og to mål for Brøndby.

8. Hans Christiaens – Ukendt pris fra Club Brügge (91/92)

I sommeren 1991 skulle Brøndby forsøge at bygge ovenpå den sensationelle UEFA Cup-semifinale. I Club Brügge hentede man den dyre angriber Hans Christiaens, der kom med et CV, der blandt andet talte landskampe for Belgien samt et hav af mål.

Belgieren slog dog aldrig til på Vestegnen. Han døjede med skader og manglende skarphed, og han blev hurtigt døbt ’Flopkongen’ af Ekstrabladet.

I løbet af hans toårige ophold i klubben nåede han 34 kampe og syv mål. Et af disse mål skrev sig dog ind i historiebøgerne. Christiaens scorede nemlig det første mål nogensinde i et derby, da han bragte Brøndby på 1-0 i historiens første New Firm.

9. Fredrik Semb Berge – 4,5 mio. kr. fra Odd Grenland (14/15)

CV er ikke den eneste sportsdirektør i Brøndby, der har haft en forkærlighed for en norsk klub. Før ham udviste Per Rud en lignende tendens. Den daværende sportsdirektørs kærlighed faldt på Odd Grenland, hvor han hentede centerbacken Fredrik Semb Berge og fløjspilleren Elbasan Rashani.

Semb Berge havde netop spillet et flot U21 EM og fået landsholdsdebut for Norge, og han var trods sin unge alder allerede anfører for sit klubhold. Per Rud kaldte ham en ”ønskespiller” ved præsentationen, og Semb Berge skulle spille ved siden af Daniel Agger i centerforsvaret.

Det viste sig dog hurtigt, at forsvarsspilleren slet ikke havde det ønskede niveau. Semb Berge faldt igennem fra starten af, og efter et halvt år udlejede Brøndby ham til Molde. Han nåede blot ti kampe og et enkelt mål.

10. Tobias Børkeeiet – 10 mio. kr. fra Stabæk (19/20)

Nederst på denne liste finder vi endnu en nordmand. Tobias Børkeeiet blev også regnet som et af de største talenter i Norge, da han tog til Brøndby. Sportsdirektør Ebbe Sand gav den daværende U21-landsholdsspiller en femårig kontrakt, og planen var, at han skulle have en nøglerolle som oprydder på midtbanen.

Børkeeiet løb desværre tidligt ind i en hofteskade, der viste sig at være så slem, at han senere måtte opereres. Den skade holdt ham ude i månedsvis, og han formåede derfor aldrig at leve op til forventningerne.

Nordmanden var rotationsspiller, da Niels Frederiksen vandt guldet i 2020/2021-sæsonen. Her blev det til 21 Superliga-kampe, og undervejs vikarierede han flere gange i centerforsvaret.

Børkeeiet nåede 46 kampe og et enkelt mål for Brøndby.


Er du enig i vores udvalgte spillere? Hvem har vi overset? Lad os høre, hvem du ser som de største transferflops i klubbens historie i kommentarfeltet.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted