Dagen er 16. maj 2005, og der har lige været derby på Brøndby Stadion. Jeg behøver ikke engang at skrive hvad slutresultatet blev – det ved vi nemlig alle sammen godt.
Det er egentlig heller ikke det der er vigtigt i denne sammenhæng. Det vigtige er, hvad den kamp betød. Efter kampen var der vækket noget i den dengang 5-årige mig. Der blev tændt en ild, en passion og en uomtvistelig antipati for alt, hvad der havde med fck at gøre.
Jeg vidste det ikke dengang, men denne modvilje mod alt, hvad der havde med klubben fra Østerbro at gøre, voksede sig større med årene. Til dels på grund af den naturlige rivalisering, der var mellem klubberne, men også grundet den dominans, der var fra den ene side af rivaliseringen. Den primære grund var dog, hvad klubberne repræsenterede.
I min levetid har Brøndby vundet tre mesterskaber og fire pokaltitler, mens københavnerne har vundet femten mesterskaber og otte pokaltitler. Det her skal ikke lyde som en ros af fck, for det er det ikke. På trods af hvad TV2 Echo gerne vil have jer til at tro, har jeg ingen respekt for fck eller deres bedrifter.
Hele min ungdom har jeg skulle høre på venner, bekendte og sågar familie mobbe mig med, at Brøndby ikke var, hvad de engang havde været. At vi var narkomaner. At vi altid smed det hele til sidst. At vi var væltet af tronen. For det er, hvad derbyet altid har handlet om: tronen af dansk fodbold.
Men sådan er det ikke på torsdag. Ingen af de to klubber er tæt på tronen lige nu. Det er ikke en topkamp, men nummer fire imod nummer syv. På torsdag er der noget meget vigtigere på spil. Ikke en plads i Europa. Ikke titler eller medaljer. Det, der er på spil, er fremtiden. For begge klubber.
En klub i identitetskrise
Jeg er vokset op i et hjem, hvor fællesskab var vigtigt. Hvor vi løftede sammen i flok. Hvor de tungeste skuldre løftede det tungeste læs. Hvor man ikke kunne købe sig til glæde, men hvor man fandt det i fællesskab. Hvor Vestegnen var omdrejningspunkt for fællesskabet, og Brøndbyernes Idrætsforening var et billede på det fællesskab. Hvor ingen tudede, og hvor man stillede op igen.
Men klubben er i krise. Ikke kun på banen, men helt inde på direktionsgangene og i klubbens identitet. Det er en klub uden en administrerende direktør, uden sportsdirektør og uden en ejer, der viser sig på stadion. Det virker sågar til tider som en klub, der ikke selv ved hvad den vil, eller hvad den er bygget på.
Jeg er ikke så anti-GFH som nogle af mine medfans, men jeg har en naturlig skepsis over for kapitalistiske projekter, der ingen højde tager for fans, ånd eller fællesskab.
GFH har vist sig som et tegn på alt det, jeg altid har afskyet ved fck. At man kan smide en masse penge i en klub og så forvente, at guld og grønne skove følger med. Det har desværre også vist, at uden en klar plan, kan det ikke lykkes. Uden identitet, retning og en forståelse for, hvad klubben er skabt af, er klubben ikke meget værd, og man kan ikke håbe på meget mere end middelmådighed.
Tid til at vise, at vi ikke er som dem
Uden at skulle bruge for meget spalteplads på den anden side af rivaliseringen, er dette også symptomer, der lader til at gøre sig gældende på Østerbro. Brøndby-fans har altid skudt københavnerne i skoene, at de ikke var en rigtig fodboldklub. At de var en virksomhed, der var mere interesseret i profit end succes.
Nu, hvor succesen er falmet for en stund, virker det til, at mange københavnere har set det samme, som vi altid har vidst. De lider under en bestyrelse, der ingen fodboldfaglighed har, og som har ladet klubben gå uden sportsdirektør i snart tre måneder.
Det er lige netop derfor, at kampen på torsdag betyder mere end nogle andre derbyer i meget lang tid, måske hele min levetid. Det er ikke er en kamp om medaljer og hæder. Det er en kamp om Brøndbys sjæl.
Det er nu, vi virkelig skal bevise, at vi ikke er som de andre børn fra den famøse villavej. Det er nu, vi sammen skal bevise, at denne klub skal løftes af fællesskabet. Denne klub repræsenterer Vestegnen, ikke et hjørnekontor i New York.
Hvis vi taber den her kamp, og spillerne og staben ikke giver alt, hvad de har, er det endnu et bevis på at klubbens ejerskab lader sig takke med middelmådighed. At det aldrig var ambitionen at føre klubben og de traditioner videre men udelukkende bruge den som endnu et led i en ansigtsløs pengemaskine.
Til sidst en besked til spillerne. Torsdag er ikke bare endnu en kamp, hvor I kan tage trøjen for givet og spille jer halvhjertet til et nederlag. Hvis I skal bevise, at I fortjener at bære trøjen, skal det være nu. Hvis I ikke giver 110% på torsdag, kan I lige så godt pakke jeres ting og rejse.
Det eneste, der tæller, er en sejr. Jeg er ligeglad om I skal kæmpe, sparke eller slå jer til den. Bare vi vinder og viser, at Brøndbyernes Idrætsforening er noget særligt. Vis, at I godt ved, at I er privilegerede, og bør være stolte over at få lov til at bære den gule trøje.
Der er mennesker i alle aldre, samfundslag og hudfarver, der ville slå ihjel for bare et minut på Brøndby Stadions bane i den gule trøje. Så vis os, at det her også er en kamp for os fans. Vis os, at I føler, det er en ære at være på banen. Vis os, at man skal flytte sig når Brøndby stormer frem.
Alle indlæg i Tribunens Stemme er skrevet af Brøndby-fans. Holdningerne i artiklen repræsenterer skribents egne holdninger.
Formålet er at give alle Brøndby-fans en platform, hvorfra de kan bidrage til debatten omkring vores klub. Hvis du har noget, du brænder for og vil skrive om, vil vi meget gerne høre fra dig. Du kan kontakte os her.
Vi håber at mange fans vil deltage diskussionerne her på VilfortPark.dk. Vi opfordrer dog alle til at holde en ordentlig tone, og vi forbeholder os retten til at slette indlæg fra folk, der går over stregen.
Siden jeg for første gang blev hevet med på Brøndby Stadion til det famøse 5-0 derby i 2005, har jeg været lykkeligt forelsket i Brøndbyernes Idrætsforening. Jeg har fulgt klubben i tykt og tyndt, selv da jeg som lille skulle høre, at jeg var "gul og blå i hovedet som en narkoman" . Siden den dag i 2005 er der sket meget. Jeg er blevet uddannet fodboldtræner med UEFA B-licens, været en del af et talentmiljø og set Brøndby nå de laveste dybder og de højeste tinder. Men kærligheden til Brøndby er aldrig forsvundet. For som BHP synger: "Det min kirke, Det mit hjem, Det mit sidste hvilested"