Lad os skrue tiden tilbage til 1995. I en vestegnsk tipsklub sad Brøndby-fanen Jørn Olsen og havde sat lidt tilfældige krydser på en af de lange kuponer – den slags hvor heldet tit er vigtigere end analysen. Og heldet var med ham.
Én af de kampe, som tippede det hele i hans favør, var en overraskende sejr til et ukendt engelsk hold, Port Vale FC- dengang et midterhold i det, vi i dag kender som The Championship. De vendte et 3-0-nederlag til 3-3 på én halvleg. Den kamp blev begyndelsen på noget mere – nysgerrigheden blev vakt, og siden da har Port Vale haft en fast plads i Jørns fodboldhjerte.
Han har rejst dertil flere gange siden, og for et par år siden mødte han på en udekamp mod Charlton to lokale Port Vale-fans, Jack Hudson og Joe Beech – begge i slut-20’erne. Jørn selv er 48, men aldersforskellen betød ingenting. Det venskab, der opstod, var ikke baseret på hverken nationalitet eller generation, men på noget langt stærkere: en fælles afvisning af det sterile topfodbold – og en fælles begejstring for det rå, upolerede og menneskelige i spillet.
For det handler ikke om pokaler og sejre. Det handler om fællesskab, kultur og historie. Om klubber, der er vævet ind i lokalområder og familier. På Vale Park, hjemmebanen for Port Vale, er der eksempelvis et særligt hjørne, hvor navne og blomster minder om fans, der i deres testamente har ønsket at få deres aske spredt netop dér. Det er så stor betydning en fodboldklub kan have for menneskers liv.
Jeg fik lov at opleve det hele på tætteste hold. Sammen med mine medfans fra Brøndby, Jørn og Andreas, tog jeg til England i landsholdspausen i marts for at besøge klubben og vores nye venner. At Jack tog en fridag og kørte 45 minutter for at hente os i Manchester, selvom han kun kendte Jørn, siger alt om hans gæstfrihed. Den slags åbenhed og varme er noget, vi mødte igen og igen i løbet af turen. På vej mod Burslem (én af de seks bydele, der tilsammen udgør Stoke) kørte vi forbi Stoke City FC’s stadion – Bet365 Stadium – som Jack med et glimt i øjet kaldte “The Lego Stadium”. Det er plastik, mente han. Det modsatte af Port Vale, hvor der stadig er noget råt, ægte og jordnært tilbage.
Da vi ankom til Vale Park, blev vi mødt af Jack og hans ven Joe, som også havde taget en fridag og sat tid af til at vise os rundt. Storartet! Joe bar Port Vales emblem tatoveret på underbenet, et logo der vidner om klubbens snart 150-årige historie, en by hvor landbrug og keramik har haft stor betydning, hvorfor der blandt andet er en le og en traditionel keramik-ovn på emblemet. Dedikationen hos Joe er ikke til at tage fejl af.
Men det blev endnu bedre. Jack og Joe havde arrangeret en rundvisning på stadion – og vi blev ikke bare vist lidt rundt udenfor. Vi blev taget imod af Sue Potts, klubbens Hospitality Manager, som venligt og engageret gav os adgang til klubbens inderste rum. Hun viste os stadion, børneområdet, som på kampdage besøges af maskotten Boomer the Dog, og det hjørne hvor afdøde fans’ navne og blomster vidner om deres livslange kærlighed til klubben.
Sue fortalte også om klubbens arbejde i lokalsamfundet. Gennem Port Vale FC Foundation har klubben siden 2019 rejst mere end tre millioner pund til sociale formål. Det handler om at bruge klubbens position i lokalsamfundet til at skabe reel forandring – og det gør de. Her er fodbold mere end underholdning. Det er et ansvar.
Vi fik også en rundtur i klubbens omklædningsrum, træningsfaciliteter og lounges. På væggene hænger trøjer fra tidligere sæsoner, og udenfor står en statue af klubbens mest respekterede manager, John Rudge – manden der stod i spidsen for holdet, dengang Jørns tipskupon gik hjem. John er i dag Club President, en ærestitel i klubben. Den anden Club President er Robbie Williams, som også er fra Burslem og stor Port Vale-fan.
Og som om det ikke var nok, blev vi inviteret med til frokost i klubbens kantine. Build-your-own-burgers og snakke med ansatte i klubben. Det var ikke en poleret hospitality-oplevelse – det var ægte, uformelt og enormt varmt.
Om aftenen så vi det engelske landshold spille på en pub i byen – og her gik snakken. Om Premier Leagues skyhøje billetpriser, om fraværet af lokale fans, om Saudi-Arabiens indtog, og om spillere, der ikke længere har forbindelse til de klubber, de spiller for. Her sad vi – danskere og englændere – og blev enige om, at noget er ved at gå tabt i toppen af fodbolden. Men vi sad også i en pub, hvor familier i alle aldre samledes, og hvor fodbolden stadig var noget, man mødtes omkring.
Næste morgen stod vi op til kampdag. Morgenmaden var lokale pandekager fyldt med bacon og pølse, og pubben åbnede kl. 11. Tid til en Guinness! Vi talte ni forskellige pubber fra vores udkigspunkt i Burslem – og alle var fyldt. Ikke med turister, men med mennesker for hvem Port Vale betyder noget. Man kunne mærke det.
På tribunen bemærkede vi hurtigt, hvor anderledes stemningen er end derhjemme. Her står man kun op bagerst, og der er ingen organiseret stemningssektioner. Det skyldes blandt andet Hillsborough-tragedien i 1989, hvor 97 fans omkom – en hændelse, der førte til et landsdækkende forbud mod ståpladser på engelske stadioner.
Margaret Thatcher brugte tragedien som anledning til at stramme kontrollen med fodbolden, som hun i forvejen betragtede som et problemfyldt arbejderklassemiljø. Først i nyere tid er enkelte klubber begyndt at eksperimentere med såkaldt “safe standing” – men i League Two mærker man stadig efterdønningerne af beslutninger truffet for over 30 år siden.
Kampen mod Morecambe blev præcis som man kunne håbe. En fysisk, lidt rodet affære uden VAR, hvor Port Vale pressede på mod et defensivt Morecambe-hold. I 89. minut kom målet – og Vale Park eksploderede. For Jørn var det ekstra særligt. Han havde set Port Vale live tre gange før på Vale Park – uden at de havde scoret. Nu lykkedes det endelig.
Vi sluttede dagen, som man bør i England – på pub. Stemningen var lun og afslappet, og vi snakkede med både nye og velkendte ansigter over et par velfortjente pints. Ikke noget stort eller spektakulært – bare mennesker, der hyggede sig sammen oven på en sejr, som betød noget.
Det, jeg oplevede i Port Vale, var ikke en klub med glitrende faciliteter eller internationale ambitioner. Det var en klub med rødder. En klub, hvor fansene ikke er kunder, men bærere af noget større. Hvor mennesker – ikke penge – er det, der holder klubben oprejst.
Det minder mig også om Brøndby. For selvom vi herhjemme stadig har en stærk fanscene og et dybt engagement, så er også Brøndby blevet en del af den nye virkelighed, hvor flerklubsejerskab og kommercielle interesser blander sig i klubbens DNA. Det er ikke alle, der er glade for den udvikling – især ikke blandt de mest loyale og aktive fans. Og det er forståeligt.
Fodboldklubber er ikke virksomheder som alle andre. De er identitet, historie og fællesskab. De bærer på historier, der går i arv, og følelser, vi aldrig helt kan forklare. Og det er afgørende, at vi – som fans, som fællesskab – bliver ved med at insistere på, at det er vores klubber. Ikke ejernes alene.
For hvad jeg så i Burslem, var ikke nostalgi. Det var ikke romantik. Det var det, fodbold stadig kan være, når det er bedst: lokalt, jordnært og menneskeligt.
Jeg har været fan af Brøndbyernes IF i over 20 år, fordi vi er meget mere end bare forretning - vi er forening, fællesskab og Aldrig Alene. Jeg sætter kæmpe enorm pris på vores fans og det socioøkonomiske arbejde vi laver, som f.eks. støtter Agger Foundation og Red Barnet.