Brøndbys trænerjagt: Her er de mest sandsynlige emner

Brøndby skal på trænerjagt efter fyringen af Steve Cooper. Her får i en række navne, der meget vel kan dukke op på rygtebørsen i løbet af de næste par uger.

Sydsiden Brøndby
Foto: Jaffar Ali Afzal/VilfortPark.dk

Efter fredagens fyring af Steve Cooper skal Julius Ohnesorge, Brøndbys nye fodbolddirektør, til at finde en ny cheftræner. Ohnesorge, der kom til Vestegnen i foråret, har utvivlsomt et pænt netværk Tyskland, men flere fans håber på en dansk cheftræner.

Jeg har samlet en liste over en række oplagte kandidater fra ind- og udland.

Kandidater til at blive Brøndbys næste træner

Thomas Nørgaard (Sønderjyske)

Sønderjyske-træneren virker som en af favoritterne. Han kender Brøndby indefra som ungdomsspiller og var en stor succes i Lyngby og Sønderjyske.

Det store spørgsmål er, om han kan videreføre sin succes, og om han er klar til et job som cheftræner i så stor en klub allerede nu.

Menno van Dam (FC Emmen)

Den 42-årige succesfulde ekstræner fra Masterclass er i dag træner i hollandske FC Emmen. Siden han forlod Brøndby har han også haft et forfejlet ophold i AaB, hvor det dog ikke blevet bedre efter fyringen af hollænderen.

Han kender Brøndbys talenter, og mange havde nok set ham som en mulig træner under Frederik Birk, da Jesper Sørensen blev afsat. Dette ønskede van Dam imidlertid ikke.

Brøndby vil være et stort skridt op for ham, og igen er spørgsmålet, om timingen er den rette, eller om han hellere skal starte som assistent.

Sandro Wagner, klubløs

Tyskeren blev fyret i Global Football Holdings-ejede Augsburg i 2025, og han er derfor ledig på markedet. Som spiller fik han sin fodboldopdragelse i Bayern München, så han kender til at være i en stor klub med høje forventninger.

Hans spillemæssige karriere bød på en årrække i toppen af tysk fodbold samt otte landskampe og fem mål for Tyskland.

Han beskrives som havende en engageret personlighed, der helt tydeligt brænder for fodbold. Han har også været assistenttræner for Tyskland. Jeg ser ham ikke som oplagt, men GFH-forbindelsen kan ikke ignoreres.

Martin Retov, Hvidovre IF

Martin Retov har efterhånden stået på egne ben i et godt stykke tid efter sin tid som assistent og vikarierende cheftræner i Brøndby IF. Det bliver næsten ikke mere Brøndby end Martin Retov, og han vil selv næppe takke nej til muligheden for et comeback.

Samtidig kunne man forestille sig Retov tage en anden legende, Kim Daugaard, med til sit team. For GFH er Retov dog relativt ukendt, og han har ikke bevist sig på højeste niveau.

Daniel Thioune, Werder Bremen

Thioune er en Benjamin Schmedes-opfindelse fra VfL Osnabrück, og har også trænet galehuset Hamburger SV. Men som med Christian Tietz, Hannes Wolf, Dieter Hecking og Tim Walter, var nordtyskerne heller ikke tålmodige nok med Thioune, der i stedet kom videre til Fortuna Düsseldorf.

Her var han ultra tæt på at spille Rhin-klubben op i 1. Bundesliga, og man vandt det første playoff-opgør med 3-0 på udebane i Bochum. Men i returkampen tabte Düsseldorf hjemme med 0-3, og Bochum vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence. Sæsonen efter blev man kun nummer 6, og efter en skidt start i denne sæson blev Thioune fyret. Hans afløser kunne imidlertid ikke forhindre nedrykningen.

Thioune har været i Werder Bremen siden marts med begrænset succes, og han ligner ikke en langtidsholdbar løsning for det – ud over Jens Stage – profilløse hold.

Ohnesorge må uden tvivl have et godt kendskab til Thioune.

Bo Henriksen, klubløs

Der skal sluges nogle kameler, hvis det skal blive den karismatiske eks-Mainz 05 træner.

Den engagerede og temperamentsfulde type vil have noget at bevise, men gjorde det rigtig godt i FC Midtjylland og i Mainz, og bag facaden gemmer der sig masser af fodboldfaglighed.

Jeg ser ham dog ikke som mere oplagt end så mange andre, og måske danskere med mere tilknytning til Brøndby står stærkere?

Kent Nielsen, Silkeborg IF

Tidligere spiller og træner i Brøndby, hvor det som træner blev en 3. plads i 2009, efterfulgt af en sportsligt ringe sæson, kulminerende med 1-3-nederlaget hjemme mod HB Køge, der førte til en fyring.

Siden har Kent Nielsen haft stor succes for andre danske klubber, og holdt Silkeborg i ligaen selvom de hvert år mister flere profiler. I Silkeborg har han bl.a. været med til at udvikle Mattsson-brødrene, Nicolai Vallys, Tonni Adamsen og Sebastian Jørgensen.

Kent Nielsen er en træner af den gamle skole, og står muligvis ikke for det GFH eller Ohnesorge jagter. Med sine 64 år synger hans fodboldkarriere også allerede på sidste vers

Thomas Frank, klubløs

Ham kan vi nok hurtigt udelukke. Alene det, at Jan Bech Andersen stadig er en del af Brøndbys bestyrelse burde være et no-go set fra Franks side, der endda netop har udgivet en bog, hvor Oscar-skandalen bliver beskrevet.

Og mon ikke også Thomas Frank er en højere hylde end nogen som helst fra Superligaen kan drømme om?

Alexander Zorniger, OB

Tyskeren er lidt af en joker. Han kender Brøndby fra to ret succesfulde år, hvor han vandt pokalturneringen, selvom den store forløsning og The Double udeblev i 2018. En del profiler, blandt andet Christian Nørgaard, har sidenhen skamrost tyskeren og givet ham en stor del af æren for deres udvikling.

Zorniger har været på Cypern og i Greuther Fürth siden Brøndby, og han har på det personlige plan også rykket sig. Siden sin ankomst i OB virker han knap så firkantet og “alternativlos” som i sin første periode i Brøndby IF.

Zorniger blev kritiseret for ikke at bruge nok talenter i sin tid i Brøndby, men vi skal huske på, at han i sin første sæson gav masser af spilletid til Lebogang Phiri, Andrew Hjulsager, Frederik Holst og Svenn Crone. Derudover stod Masterclass langt fra lige så stærkt dengang som tilfældet er i dag.

Zorniger vil uden tvivl gerne bevise sig i Brøndby, og måske kunne det fungere hvis spillestil, strategi og plan er klart afstemt. Derudover kan man ikke så tvivl ved hans kærlighed til klubben.

Jon Dahl Tomasson, klubløs

Den tidligere landsholdsbomber blev svensk mester med Malmö FF, som han også fik i Champions League, men alligevel valgte klubben at fyre ham. Tomasson var også en fiasko for det svenske landshold, og han nåede derudover også halvandet år som manager for Blackburn Rovers FC, hvor han som bekendt hentede keeperen Leopold Wahlstedt for næsen af Brøndby IF.

Jon Dahl skal nok træde et skridt tilbage efter fiaskoen som landstræner, og derfor kunne han måske være interesseret. Måske i virkeligheden mere end Brøndby IF er det den anden vej?

Matthias Jaissle, Al-Ahli

Jaissle var assistent under Zorniger i Brøndby, og han har siden bygget sig en succesfuld karriere som cheftræner for blandt andet RB Salzburg og nu Al-Ahli.

Jeg ser ham ikke umiddelbart som en, der er på vej tilbage til dansk fodbold, men han kender jo klubben og han vil være en international ønsketræner.

Kasper Hjulmand, Bayer 04 Leverkusen

Hjulmand er endnu ikke fyret, trods en skuffende sæson, men alle forventer at det sker i sommerpausen. Og hvad skal han så? Kunne han finde på at blive Superliga-træner igen, som han var med stor succes i FC Nordsjælland? Hjulmand får dog nok andre muligheder, og to fyringer fra Bundesligaen er næppe nok til at skræmme konkurrenterne om hans underskrift væk.

Mikkel Thygesen, Nykøbing FC

Jeg er ikke i tvivl om, at Brøndby IF er Thygesens drømmeklub som træner. Om det så skal være som cheftræner, eller i første omgang som assistent, er et andet spørgsmål.

For førstnævnte vil timingen være risikabel, da vores tidligere midtbanespiller udelukkende har trænererfaring fra de lavere rækker.

Morten Wieghorst, klubløs

Ledig på markedet og med Brøndby-fortid. Wieghorst har spiller- og trænererfaring fra både indland, udland og landsholdet.

Han kender alt til presset i Brøndby, hvor han spillede mellem 2002 og 2005, og har selv vundet både mesterskab og pokal, samt spillet europæisk gruppespil. Jeg ville bestemt ikke udelukke, at han kunne være på blokken.

Thomas Letsch, klubløs

Den tyske træner med fortid i blandt andet VfL Bochum og RB Salzburg skulle også være en kending af vores tyske sportschef. Og han står ledig på markedet, så måske han kan være en dark horse?

Hvem håber du, at Ohnesorge ansætter som den næste Brøndby-træner? Del din holdning i kommentarfeltet forneden og deltag i diskussionen.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

+ posts

Brøndbyfan siden 1986, og i dag bosiddende i Brøndbyvester. Gift og far til 2 nuværende og 1 tidligere ungdomsspiller i BIF.
Brøndby IF har altid været min hjerteklub, selvom det har givet flere traumer end triumfer. Men det handler ikke kun om trofæer, og jeg ville ikke bytte det store fællesskab og mine Brøndby-vennegrupper for en klub der vandt 10 år i træk. Har trawlet gennem meget af Østeuropa i 00'erne for at se Brøndby IF spille. Tidligere redaktør for Brøndby-fanzinet "Drengene fra Vestegnen" (2003-2006) og skribent på Brondby.com, AlleHaderOs.dk og 3point.dk.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments