Fredag aften mødte Brøndby mesterskabsspillets “dark horse” (no pun intended) med gulddrømme i bagagen og et brændende ønske om at revanchere et nederlag, der desværre stadig sad alt for friskt i hukommelsen.
Inden kampen kom meldingen: Jordi Vanlerberghe var skadet igen. Frygten for at den gamle replik om “en lille skade holder ham ude, men han viser fremskridt” som regel betyder “Tak for en god sæson” dukkede frem. Det betød, at vi endnu en gang måtte se to højrebacks spille i samme side – den ene i centerforsvaret.
Hvor vi på hjemmebane så en dynamisk rotation mellem Sebastian Sebulonsen og Sean Klaiber, var backspillet denne gang langt mere statisk. Klaiber var solidt plantet til højre for Rasmus Lauritsen, som på trods af mange udskældninger i sin karriere, fortsætter med at høste velfortjent ros.
Vi stillede i en 3-5-2/3-4-3, men cheftræner Frederik Birk overraskede ved at rotere kraftigt og sende både Yuito Suzuki og Daniel Wass på bænken. Grundet en melding om sygdom, havde de fleste nok forventet at vores japanske angriber tog en hjemmedag, men at Wass blev doseret så kraftigt var en overraskende beslutning.
En beslutning, der på bagkant føles bitter, når chancerne var få, og man tidligere på ugen kunne læse i Tipsbladet, at begge herrer var på toplisten over chanceskabere i Superligaen.
Det gode:
Noah Nartey var kampens lysglimt. Han var overalt på banen, risikovillig og livgivende. På trods af et par boldtab og et gult kort var han igen en af kampens bedste spillere.
Lauritsen fortjener også ros for sin ro i det lille felt. Han kommer ikke i kapløb med hurtige kanter – især når fart ikke er hans våben – men i en duelpræget kamp mod Randers’ dødboldspecialister som Wessel Dammers, er det uvurderligt at have en pitbull i boksen.
Ære også til Suzuki, der ved sin indskiftning faktisk lignede en, der kunne have vristet en chance fri mod et stabilt Randers-hold.
Det dårlige:
Vi smider alt for mange bolde væk – på fejlafleveringer, i dueller, i pressede situationer. Boldomgangen var mere nervøs end en 1.g-elev til gymnasiegalla. De hurtige, skarpe kombinationer vi normalt flasher, forsvandt som sand mellem fingrene. Når vi endelig generobrede bolden, gik der ikke længe før, at vi skulle til at gøre kunsten om igen.
Det virkede længe, som om vores eneste chance for at score skulle komme inde fra feltet. Måske nogen skulle minde vores angribere/midtbane om, at man også må fyre kanonen af udenfor stregerne. Jeg savner en reel trussel fra distancen. Noget, modstandernes defensiv skal forholde sig til.
Det var ikke kun spillerne som godt kunne skyde bedre. Vi benytter kun tre af de fem mulige indskiftninger, i en kamp hvor der skal åbnes op og skabes nye ideer. De mange hjørnespark savnede efter min observation en endestation der kunne pande bolden i kassen, og sådan en havde vi siddende på bænken. I mine øjne var Mileta Rajovic nok et bedre valg end Filip Bundgaard (som i øvrigt også godt kunne være kommet tidligere på banen, af hensyn til Mathias Kvistgaardens skadesproblemer og dosering)
Jeg kunne pege fingre ad flere enkeltpræstationer, heriblandt at Clement Bischoff næppe har varme minder om denne aften – men sandheden er, at det var en kollektiv offday.
I stedet for håb fik vi en våd klud i ansigtet og en påmindelse om, hvor hurtigt gulddrømme kan afløses af bronzestress.
Det mærkelige:
Hvem har dog tænkt, at det var en god idé at lægge to skolefodboldkampe på Superligaens værste græsplæne, dagen før en kamp, der kan være med til at afgøre mesterskabet? Betingelserne var elendige – og det påvirkede tydeligt spillet. Ved hvert hjørnespark stampede både Yuito og Benjamin Tahirovic jorden som forberedelse. Man så især vores unge japaner hoppe knoldejord ned.
Ingen af holdene havde glæde af banen. Og en nulløsning her kan ende med at koste dyrt, når vi skal gøre pointene op den 25. maj.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Jeg er 27 år gammel, lærerstuderende og opvokset i et Brøndby-hjem, knap en kilometer fra stadion. Jeg flyttede til Brøndby i start 00’erne, men blev først for alvor forelsket, da jeg så København blive sendt ud på røv og albuer i Royal League. Hvis nogen nogensinde fortæller jer at den pokal ikke betød noget, kan jeg kun sige, at den lagde fundamentet for familiens største fodboldnørd.
For mig er Brøndby synonymet med sammenhold og kærlighed, og som Brøndby-dreng by heart, er det vigtigt for mig at kunne give igen til det gul-blå fællesskab. Det gør jeg blandt andet som skribent for VP, hvor jeg i kombination med redaktionen kommer til at dele holdninger, analyser og kommentarer på vores allesammens store kærlighed.