Det er ikke en let sæson at være Brøndby-fan. Vi har endnu en gang fået en forfærdelig start på sæsonen med tidligt Europa-exit og svage resultater i Superligaen. Vi er i øjeblikket tættere på nedrykningsstregen end mesterskabskampen. Kort før transfervinduets lukning kom så en tiltrængt forstærkning; en fck-fan – Nicolai Vallys.
Alle kender historien om, hvordan Vallys blev ignoreret af tribunen før debuten i Horsens, og sagen er efterhånden debatteret til døde i både de traditionelle såvel som sociale medier. Nu er det tid til at kigge fremad og komme videre. For begge sider af debatten.
I sidste ende bør sagen med Vallys dog være klar. Uanset, hvor meget man hader fck, er faktum, at Brøndby i høj grad har brug for hans evner på en fodboldbane for at opfylde sæsonens sportslige mål. Vi har brug for, at han spiller op til sit bedste, hvis vi skal vende skuden rundt. Det kan han ikke gøre, hvis han bliver chikaneret på sociale medier og ignoreret af tribunen.
At ignorere Vallys er i sidste ende at skade Brøndby IF’s chancer for at vinde fodboldkampe. Per definition at sætte sig over fællesskabet og dermed gå imod vores ædleste værdi af alle. Supra Societatem Nemo.
Fællesskabet har altid været, hvad der gjorde Brøndbyernes Idrætsforening til en unik klub. Et sammenhold, der var for alle mennesker på tværs af samfundslag, bygrænser og fortid. Og det skal det blive ved med at være.
VilfortPark.dk opfordrer derfor alle medlemmer af familien Brøndby til at synge Vallys’ navn som det første, når spillerne løber på banen til opvarmningen i søndagens kamp imod Randers FC på Brøndby Stadion. Lad os gøre hans hjemmebane debut på Danmarks smukkeste fodboldstadion til en særlig oplevelse.
Vi anerkender, at nogle kan hade fck for meget til at være med i denne gestus. Til dem beder vi om ikke at starte andre spillersange, når spillerne løber ind. Giv resten af stadion tid og mulighed til at byde Vallys velkommen til Vilfort Park.
Vi bilder os ikke ind, at vi er de bedste til at lave sange, men da de normale sangskrivere er dem, der valgte at ignorere vores nyindkøb i Horsens, har vi tilladt os at lave et forslag til den fenerbahce, der bør runge ud over Vestegnen på søndag:
Nicolai Vallys
*klap, klap, klap, klap, klap*
Nicolai Vallys
*klap, klap, klap, klap, klap*
Altså samme melodi som ”Vi elsker Brøndby”-sangen.
Sidst men ikke mindst skal der lyde en seriøs opfordring til at sprede dette budskab vidt og bredt blandt alle Brøndby-fans. Del det på sociale medier, fortæl dine venner om det, spam det til din omgangskreds og sørg for at få sidemanden på stadion med, når Vallys bydes velkommen.
VilfortPark.dk er en hjemmeside om Brøndby IF. Vi publicerer kritisk indhold om klubben, giver vores medfans en mulighed for at få deres holdninger hørt og fortæller om klubbens historie.