Det er fredag d. 4. september. To dage før Brøndbys hjemmekamp mod Randers FC. Sæsonstarten har – resultatmæssigt – været acceptabel, og efter nederlaget i Farum ligger Brøndby på femtepladsen, men kun to point fra førstepladsen.
Det ser jo tilforladeligt ud, og så endda med en ny træner, flere nye spillere og en del unge spillere på holdet. Før kampen i Farum talte vi om den gode sæsonstart med fire sejre og kun et enkelt pointtab i en svær udekamp i Århus, og nogle mente endda, at en sejr i Farum kunne gøre os til mesterskabskandidater.
Det var nu, den første store tryktest kom, og her gik det jo som det ofte gør i Farum: Uanset om vi presser højt eller står lavt, bliver vi løbet over ende af deres sprintere, eller også hamrer de boldene ind på skud udefra, fordi vi ikke ligger tæt nok i vores markeringer. Eller begge dele, som blev tilfældet denne gang. Alligevel gik mange, mig selv inklusiv, hjem med følelsen af, at vi faktisk havde spillet lige op med dem, og så endda på den svære plastikbane.
Efter at have sundet mig et par dage begyndte jeg dog at se lidt anderledes på det. Var vi så gode, som vi gik og troede? Eller var sandheden måske en anden? Jeg hælder mest til sidstnævnte, for hvordan havde vi reelt spillet, hvis vi skal være ærlige?
Starten på en nedtur
Jeg er med en slags tipskonkurrence sammen med en gruppe andre fans, og hver uge tipper vi resultatet af Brøndbys kamp.
Udfordringen var, at jeg ikke vidste, hvor vi stod. Vi havde tabt i Farum, men indtil da fået en god start, vores træner sagde alle de rigtige ting, og trods mediestorm havde anfører Luis Binks spillet godt og endda scoret i seneste hjemmekamp mod Silkeborg. Men tvivlen nagede mig.
Normalt tipper jeg os aldrig til at tabe, men jeg havde en fornemmelse af, at det ville begynde at ramle, og hvis spillet på banen ellers kørte fornuftigt kunne en sjov dommerpræstation efter den store omtale af Binks jo også have uheldig indvirkning. Så stik mod min natur tippede jeg på et nederlag, som sandsynligvis også ville begynde at få folk til at kritisere holdet, træneren, ledelsen, GFH og alle mulige andre. Der skal ikke meget til.
Det viste sig så, at mit tip endda havde været for optimistisk. Og så dårligt spillede vi heller ikke mod Randers, faktisk mener jeg, at vi burde vinde sådan en kamp, men Randers var bare kyniske, og vi begik nogle store fejl.
Hvor kom tvivlen fra?
Som sagt; jeg var i tvivl om, hvor gode vi egentlig var, resultater eller ej.
Premieren i Århus mod et såret GF-hold. Vi spillede en elendig første halvleg og er heldige med ikke at være bagud. Anden halvleg er så lige, måske vi endda er bedre, og vi bør køre en smal sejr hjem (det var også tæt på). Set over hele kampen mener jeg dog, at vi ville tabe fire ud af fem gange.
Kamp to var vigtig. Sejr, og vi var i gang. Nederlag, og de første krisetegn kunne måske spores. Viborg har da også masser af store chancer, og under normale omstændigheder ville vi nok tabe sådan en kamp 0-3 eller 1-4. Men vi er heldige, og Olti Hyseni bliver match winner med sin sene scoring. Pyha.
Kamp tre i Horsens. Her sætter vi os tidligt på kampen, og vi holder Horsens fra chancer i stort set hele kampen, mens vi selv scorer to mål. Det så solidt ud, og så dårlige var Horsens vel heller ikke? Vi spillede hurtigt, og jeg bemærkede til min sidemand, at vi spillede godt, og det så ud til, at vi slet ikke manglede Nicolai Vallys i den måde, vi spillede på.
Herefter begynder det at blive interessant, og jeg oplever, at vi bliver mere usikre og laver flere fejl. Eller, der kom lige 45 rigtig gode minutter, hvor Sønderjyske blev blæst ud af stadion, og vi går til pause med en 3-0-føring. Men i anden halvleg er vi ved at smide det hele væk igen, og vi ender med at forsvare en 3-2-føring hjem.
Mod Silkeborg er det så omvendt. Grim første halvleg, mens vi i anden halvleg med et vellykket presspil får vendt det til en 3-1-sejr. Fem kampe havde nu givet 13 point, men hvor 7-10 point måske havde været mere retvisende, og det overbevisende spil havde vi endnu ikke set.
Og så kom dukkerten i Farum. Et sted, hvor vi notorisk har det svært. Jo, i sidste sæson under Frederik Birk vandt vi en kamp med 1-0, hvor vi stod dybt. Men som jeg husker kampen, var det mere held end forstand at vi kunne stå imod, og jeg vil ikke kalde det en taktisk triumf. Desuden var det slet ikke den måde, vi i Brøndby normalt ønsker at spille på.
Siden Randers er det så blevet til yderligere tre nederlag i fire kampe, og en sikker top-6 placering virker pludselig ikke så sikker længere. Og chancen for at komme i Europa via top-4 (top-5) i ligaen kan også nemt komme i fare – og det endda i en sæson, hvor Danmark har to hold i CL-kval., et hold i Europa League kval., og to hold i Conference League kval.
Der er selvfølgelig pokalturneringen, men også her så man holdets usikkerhed, og uden en straffesparksredning af Patrick Pentz, kunne vi let have været slået ud af Vejle. Et hold fra 1. division…
Jeg kan ikke komme med en enkelt årsag til vores deroute. Men holdets rygrad virker tynd, og der er også rokeret meget i midterforsvaret de seneste kampe. I sæsonens første seks kampe var det Binks og Jordi Vanlerberghe i midterforsvaret, men herefter er der skiftet stopperpar i alle runder undtagen mod Lyngby, hvor Binks og Frederik Alves for anden gang i træk startede inde.
Lyngby er vores eneste sejr i de seneste seks kampe, men heller ikke her så forsvaret dirkefrit ud. Tre gange måtte Pentz pille bolden ud af netmaskerne, dog blev det ene mål annulleret efter VAR-gennemsyn. Lyngby spillede også naivt gennem hele kampen. At de ikke justerer efter 15-20 minutter er ubegribeligt, men vi sagde ‘ja tak’ til gaven og scorede fem mål efter fremragende omstillingsspil. Kampen viste dog nok mere om Lyngbys svaghed end om Brøndbys aktuelle styrke. Og selvom Lyngby virker til at være et meget dårligere hold end for eksempel Vejle, får de alligevel scoret to (eller tre) gange på vores usikre forsvar.
Og i søndags får OB så bolden i mål hele fire gange (hvoraf de to annulleres). Og nederlag som mod OB, hvor bundniveauet er lavt, vil vi komme til at se igen. Men OB er det ringeste hold, vi har tabt til i meget lang tid. Jeg kan godt leve med, at vi taber kampe, men ikke at vi taber, fordi vi selv spiller med hovedet under armen og forærer sejren til modstanderen.
Ud over de 2 hold under nedrykningsstregen, er Brøndby nu det hold der har lukket flest mål ind…
Vores træner virker dog stadig rolig og signalerer ikke panik. Jeg tror da også, at han vil få lang snor. Ikke fordi det går godt eller der er tegn på specielt positiv udvikling, men fordi vi ikke igen-igen kan fyre en træner efter under en sæson. Og hvem skulle også kunne ændre på noget med den trup, vi har? Det er vel kun Alexander Zorniger, der med samme trup fik holdet i form og ændrede udtrykket og spillestilen med succes fra dag et, da han i 2016 overtog roret.
Personligt foretrækker jeg også, at vi giver træneren længere tid til at sætte sit eget præg på truppen. Kunne jeg skrue tiden tilbage, så ville jeg slet ikke have fyret Jesper Sørensen. Resultaterne var naturligvis ikke så imponerende i efteråret 2024, efter en sæson hvor vi var rystende tæt på mesterskabet. Men vi var trods alt ubesejret i fem ligakampe i træk, og vi stod uden en sportschef. Det virkede som en tåbelig beslutning.
Nu står vi så med en træner, der kender klubben fra sin fortid som spiller. Men vi står med en trup, der – i bedste fald – virker middelmådig. De rutinerede spillere virker ikke til at give ro nok på holdet, og de er ikke stabile nok. De unge har brug for noget rutine at læne sig op ad. Nogle, der tager temperaturen på kampene, og som altid træder til, når det brænder på. Men de to mest rutinerede er Patrick Mortensen og Daniel Wass, og ingen af dem er åbenbart i nærheden af startopstillingen, selvom både Jacob Ambæk og Oskar Fenger har været ude med skader.
Ud over dem, består anførergruppen af Binks, Bartosz Slisz, Mats Köhlert, Mads Frøkjær og Ambæk. Alligevel virker truppen forkert sammensat, og der har været for mange kampe, hvor unge folk som Ambæk, Raphael Canut og sågar Fenger skal være med til at trække holdet op. Det kan man altså ikke forlange af så unge spillere. Vi så noget af det samme i de økonomisk trængte år fra 2011-2013, hvor der var masser af unge spillere, men på et hold der ikke hang godt sammen. Jeg vil ikke begynde at gennemgå truppen og se på hvilke spillere der skal satses på, og hvilke der skal sendes videre, slet ikke efter så dårlig en kamp som den mod OB.
Det bliver den sportslige ledelses største opgave til januar, for hvis planen er, at give Thomas Nørgaard lang snor, så må man også give ham nogle bedre forudsætninger. Truppen skal trimmes lidt, og så skal der hentes noget rutine ind. Selvfølgelig skulle vi have hentet Tonni Adamsen i Silkeborg, mens jeg er mere i tvivl om Andreas Maxsø – mest fordi han har fungeret bedst i en 3-back kæde, og det virker ikke til at indgå i Thomas Nørgaards planer, selvom nogle af vores backs virker til at have defensive mangler og måske ville fungere bedre som wingbacks. Men lige nu ser det ud som om vi har manglet en stabil 9’er, og 1-2 stabile midterforsvarere. Og måske endda også en keeper?
Indtil vi får ryddet op og suppleret, må vi erkende, at vores trup er middelmådig, og at en fjerdeplads bliver det bedst mulige resultat.
Men det må vi som fans åbenbart acceptere, og vi skal fortsat bakke holdet – ikke mindst de unge spillere – samt træneren op. Det er det vi kan, og det er det, vi gør. Vi står der igen til næste kamp. Og så må vi se, hvor det ender henne. Men selvom jeg prøver, har jeg meget svært ved at se, at holdet er på vej i retning mod noget godt.
Alle indlæg i Tribunens Stemme er skrevet af Brøndby-fans. Holdningerne i artiklen repræsenterer skribents egne holdninger.
Formålet er at give alle Brøndby-fans en platform, hvorfra de kan bidrage til debatten omkring vores klub. Hvis du har noget, du brænder for og vil skrive om, vil vi meget gerne høre fra dig. Du kan kontakte os her.
Vi håber at mange fans vil deltage diskussionerne her på VilfortPark.dk. Vi opfordrer dog alle til at holde en ordentlig tone, og vi forbeholder os retten til at slette indlæg fra folk, der går over stregen.
Brøndbyfan siden 1986, og i dag bosiddende i Brøndbyvester. Gift og far til 2 nuværende og 1 tidligere ungdomsspiller i BIF.
Brøndby IF har altid været min hjerteklub, selvom det har givet flere traumer end triumfer. Men det handler ikke kun om trofæer, og jeg ville ikke bytte det store fællesskab og mine Brøndby-vennegrupper for en klub der vandt 10 år i træk. Har trawlet gennem meget af Østeuropa i 00'erne for at se Brøndby IF spille. Tidligere redaktør for Brøndby-fanzinet "Drengene fra Vestegnen" (2003-2006) og skribent på Brondby.com, AlleHaderOs.dk og 3point.dk.