VilfortPark
VilfortPark

fck - Brøndby karakterer: Kun defensiven bestod testen

Brøndby tabte søndag til fck i Parken i en kamp, hvor defensiven var bundsolid men offensiven desværre skuffede fælt. Vi ser nærmere på derbynederlaget og uddeler karakterer til de involverede Brøndby-spillere.

Toke Theilade Toke Theilade · nov. 9, 2026
nov. 9, 2026 19:56
Skift til lys/mørk tilstand
Kopiér link til artiklen
Del denne artikel
2
2 kommentarer
fck - Brøndby karakterer: Kun defensiven bestod testen
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Søndagens derby i Parken endte med et smalt 1-0-nederlag efter en kamp, hvor Brøndby-fansenes comeback i udebaneafsnittet stjal de fleste overskrifter med et vildt pyroshow.

Thomas Nørgaard måtte undvære karantæneramte Marcus Younis og sygdomsramte Oskar Fenger, og der var derfor blevet plads til Filip Bundgaard i startopstillingen. Derudover gav Brøndby-træneren genvalg til Christopher Olivier i forsvaret.

De to spillere symboliserede fint den gul-blå indsats i derbyet. Olivier og resten af defensiven gjorde det solidt, og han lukkede i store dele af kampen Robert helt ned. Brøndby gav ikke mange chancer væk, og det krævede et vaskeægte drømmemål for fck at score.

Det drømmemål kom, symptomatisk nok, efter en fejl af netop Bundgaard, der ikke fik sparket et indlæg ordentligt væk. Bundgaard og resten af Brøndbys offensiv var usynlige i Parken, og Brøndby sluttede kampen med en historisk lav xG på 0,05.

Vi giver her vores bud på, hvordan Brøndby-spillerne præsterede i kampen. Vi giver karakterer fra 1-10, hvor ettallet gives for en helt igennem håbløs præstation, mens titallet gives for en kamp i verdensklasse. Fem er en kamp på det jævne.

Alle spillere med mindst 30 minutters spilletid får en karakter.

Patrick Pentz - 5

Den østrigske målmand var chanceløs på fck's flotte føringsmål. Patrick Pentz gjorde ellers, hvad man kunne forvente fra ham i Parken. Han kom fint ud til flere indlæg, og han var sikker i sine indgreb.

Marko Divkovic - 5 (kampens spiller)

Den kroatiske venstreback leverede endnu en god indsats, og han var Brøndbys bedste mand i en kamp, hvor der ikke var særlig hård kamp om den pris. Marko Divkovic var grundig i det defensive spil, og han kom frem til flere indlæg. Divkovic vandt størstedelen af sine defensive dueller.

Luis Binks - 5

Anføreren havde sit at se til i de fysiske dueller med Andreas Cornelius, men han holdt i det store hele angriberen fra fadet. Luis Binks stod, hvor han skulle, og han spredte sikkerhed omkring sig.

Frederik Alves - 5

Binks' makker gjorde det også godt i Brøndbys centrale forsvar. Frederik Alves havde også sit hyr med Cornelius, men heller ikke han gav meget væk. For en gangs skyld var forsvarsspillerne grundige.

Christopher Olivier - 5

Østrigeren fik genvalg i højre side af forsvaret, og det var næppe en beslutning, Nørgaard fortrød. Christopher Olivier var bundsolid defensivt, hvor han fik pillet pynten af Robert, og han havde også enkelte offensive fremstød. Det var dog tydeligvis en kamp, hvor han primært havde fokus på at forsvare.

Max Ejdum - 3

Det var på midtbanen, at Brøndbys problemer startede, og Max Ejdum havde sit at døje med her. Den normalt så dygtige boldspiller havde det svært på midtbanen, hvor han som regel blev den lille i duellerne med fck's spillere. Ejdum havde svært ved at holde på bolden, og han fik heller ikke sat sine holdkammerater i scene offensivt.

Bartosz Slisz - 4

Den polske viceanfører agerede igen ekstra stopper, når der var behov for det. Bartosz Slisz gjorde det fint defensivt, hvor han vandt flere dueller og ofte ødelagde hjemmeholdets opspil. I den anden ende af banen kom der dog ikke nok fra ham, og alt for ofte endte han med at aflevere bolden sidelæns.

Olti Hyseni - 3

Med en samlet xG på 0,05 er det klart, at Brøndbys forreste spillere havde en dårlig kamp. Det gjaldt også for Olti Hyseni, der havde sin dårligste kamp i Brøndby-trøjen.

Der var intet, der fungerede for den unge dribler, der også smed bolden væk før fck's scoring. Hyseni virkede både opgivende og sløv, og Nørgaard kunne med rette have skiftet ham ud langt tidligere i kampen.

Mads Frøkjær - 3

Når Brøndby skaber chancer, kommer det som regel fra Mads Frøkjær. Når Frøkjær ikke har gode kampe, så spiller Brøndby sjældent godt heller, og det så vi senest imod fck.

Frøkjær ramte bestemt ikke dagen, og han skal hæve sit bundniveau i de store kampe. Søndag kom der intet fra kreatøren.

Filip Bundgaard - 3

For en gangs skyld startede Filip Bundgaard inde, men han skal nok ikke regne med, at det sker igen foreløbig. Den unge fløjspiller agerede vikar for Marcus Younis på højrefløjen, men han kunne lige så godt være blevet hjemme på sofaen.

Bundgaard fuldførte blot syv afleveringer og havde kun to berøringer ind i den sidste tredjedel af banen. Derudover kostede han, sammen med Hyseni, fck's mål.

Man kan dog rose ham for, at han hjalp mere defensivt end sin fløjkollega.

Jacob Ambæk - 3

Uanset hvem Brøndby starter med oppe foran, følger deres kampe som regel nogenlunde samme skema. Angriberne forsvinder ud af kampen uden hverken at få chancer eller blive sat i scene.

Det skete også for Jacob Ambæk søndag. Han fuldførte sølle otte afleveringer og havde 11 boldberøringer. Derudover tabte han alle sine dueller.

Uden for bedømmelse:

  • Sho Fukuda (indskiftet efter 63 minutter)

  • Emmanuel Dennis (indskiftet efter 63 minutter)

  • Patrick Mortensen (indskiftet efter 74 minutter)

  • Oliver Villadsen (indskiftet efter 74 minutter)

  • Daniel Wass (indskiftet efter 86 minutter)

Om forfatteren
Toke Theilade

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Se profil
Kommentarer

Opret en profil for at deltage i debatten.

Z Zer for 8 timer siden

Er meget enig i din bedømmelse især Olti som ikke virker til af fundet sit niveau i BIF. Det er noget andet at være en stor fisk i en lille dam og så ”bare” være en del af flokken. Men tror og håber at det kommer hen af vejen

0
Svar til Zer
TT Toke Theilade
Forfatter
for 7 timer siden

Det er jeg, desværre, helt enig i. Jeg er sikker på, at talentet er der. Jeg er dog lidt bekymret for hans attitude. Lige nu ligner han en med stjernenykker i stedet for en spiller, der er klar til at smøre ærmerne op og kæmpe for sagen.

0
Flere nyheder

Vi bruger cookies til at indsamle anonym statistik om, hvordan siden bruges, så vi kan forbedre den. Accepterer du?